Ingen - end ikke byens borgmester - kender berømt Hobro-forening
Mariagerfjord Kommunes hovedstad har fået en landskendt forening, men alligevel kender ingen den i hjembyen.
Det er Forenet Kredit, der har sat Hobro på landkortet. I en reklame for deres kommende valg til repræsentantskabet kommer de med en række eksempler på foreninger, der tegner foreningskulturen i Danmark – og dermed også i Forenet Kredit. Som eksempler på den blomstrende foreningskultur nævner reklamen Sangforeningen Morgengry, Roforeningen Åreknuden og så Hobro Debatforening.
Borgmester Mogens Jespersen mener at kende stort set alle foreninger i kommunen, men Hobro Debatforening er han aldrig tidligere stødt på.
- Jeg er i tvivl om den findes og jeg har i hvert fald aldrig hørt om den. Skal jeg være ærlig tror jeg der er tale om en opdigtet Københavnerhistorie, siger Mogens Jespersen, Venstre.
- Det er noget, vi har fundet på
Forenet Kredit forsøger da heller ikke løbe fra, at hele reklamen er baseret på opfundne foreninger, men det er sket i den bedste mening:
Pressechef Mathias Bencke Fremmen, Forenet Kredit siger:
- Vores lille film handler overordnet om foreningsdanmark, og så har vore kreative folk valgt nogle fiktive foreninger som eksempler, så det er simpelthen noget vi har fundet på!
På gaden i Hobro bliver omtalen af Hobro Debatforening da også mødt med smil og venlige skuldertræk. Borgmester Mogens Jespersen er sådan set også tilfreds med at få sin by i rampelyset, men reklamen virker også lidt som salt i et gammel sår:
- Det lokale, hvor de viser Hobro Debatforening. Jamen jeg ved ikke om de har været i det tidligere Østtyskland for at finde det. Det ligner sådan et gammelt sportslokale fra 1962 med brune træpaneler og bedaget interiør. Der er for resten også mørkt udenfor, men det er der som regel, når københavnere skal fortælle hvordan der ser ud i Jylland, siger borgmesteren.
Handler ikke om at fremstille Hobro som mørkt
Forenet Kredit forsikrer, at de ikke har haft til hensigt at fremstille Hobro som et mørkt og hengemt sted.
- Den del af reklamen er faktisk optaget i København, vist nok på Amager, så sådan må der åbenbart se ud herovre, hvis det hele ser lidt gammelt ud. Hvis den havde været optaget i Hobro havde det formentligt været i lysere og mere moderne lokaler, siger Mathias Bencke Fremmen, Pressechef, Forenet Kredit.
Mogens Jespersen har for længst tilgivet Forenet Kredit deres lidt aparte fremstilling af Hobro, og han vælger at tro, at det udspringer af en mindreværdsfølelse, som er udbredt i København.
- Det bunder nok i misundelse til os jyder. Vi har jo så mange ting som de ikke har…..f.eks. god humor, siger Mogens Jespersen.
Forenet Kredit er til gengæld klar til at gøre eventuelle skader i relationerne gode igen. Og Pressechefen slutter sit indlæg i debatten sådan her:
- Hvis borgmesteren eller andre i Hobro er blevet inspireret, så skal de selvfølgelig bare være velkomne til at stifte Hobro Debatforening. Det er ikke fordi vi har tænkt os at tage patent på navnet. Det må i meget gerne overtage, siger Mathias Bencke Fremmen.