Jens jubler over forbud mod gaskanon

Efter naboklager har Mariagerfjord Kommune indført regler for brug af gaskanoner.

- Vi er glade for, at det er et overstået kapitel, siger Jens Jørgen Andersen, der har følt sig generet af lyden fra en gaskanon.

Lyden - et højt 'puf' - kommer fra gaskanon, der står ved landmand Lars Søndergaard en kilometer væk. Den fungerer som et moderne fugleskræmsel, og bliver brugt til at holde fugle væk fra foderet, som køerne på gården skal have. Men nu må landmanden finde en anden løsning.

Jens Jørgen Andersen har målt skud fra kanonen til 85 decibel. Foto: Ib William Christensen

Sammen med en række andre naboer i området ved Hørby nær Hobro har Jens Jørgen Andersen klaget til Mariagerfjord Kommune over lydgener. Ifølge klagen påvirker bragene hverdagen, forstyrrer børn, som sover i barnevogne under åben himmel, og stresser hunde.

Mandag besluttede kommunens Teknik- og Miljøudvalg så at indføre regler for brug af kanonen i bestemte tidsrum og zoner.

Træls beslutning

Det bliver helt forbudt at bruge gaskanonen, hvis man har naboer i en radius af 600 meter. Og det har Lars Søndergaard, der frygter konsekvenserne.

- Jeg kan frygte, at fuglene i foderet betyder, at jeg får salmonella blandt dyrene, så kan jeg ikke sælge dyr til levebrug.

Lars Søndergaard med sine kvier.
Lars Søndergaard med sine kvier.

Beslutningen betyder derfor, at ejeren af gaskanonen skal finde en anden løsning for at holde fuglene væk. Fugle, der kun er blevet flere af, siden minkene blev aflivet, fortæller Lars Søndergaard.

- Jamen det er en træls beslutning. Jeg ved ikke, hvad jeg gør endnu, men jeg må finde ud af noget, fortæller kvægavleren, der ikke mener, at skydning af fugle er en løsning.


Lars foran foderbunken, som fuglene er vilde med. Foto: Ib William Christensen
Lars foran foderbunken, som fuglene er vilde med. Foto: Ib William Christensen

- Den bedste løsning var klart kanonen. Jeg er da også ked af, at jeg har generet naboerne, men jeg har jo ikke gjort det med vilje.

Glæder sig til at komme ud

Tusind meter væk ser Jens Jørgen Andersen frem til at kunne være ude med hundene uden den konstante lyd i baghaven. 

- Det er længe siden, jeg har været ude med begge hunde, det glæder jeg mig til igen, fortæller naboen, og henviser til, at den ene hund har været bange for lyden.

Jens Jørgen Andersen ved sine heste.
Jens Jørgen Andersen ved sine heste.

- Og så glæder jeg mig til en dejlig sommer, hvor vi kan være ude hele tiden.

De nye regler i Mariagerfjord Kommune betyder også, at hvis naboerne bor længere væk end 600 meter, må der skydes i bestemte tidsrum – og der må ikke skydes i retning af beboelse.

Se indslaget her


Seneste nyt

fra Nordjylland