Massefyringer bekymrer ikke: Kan give vækst for andre lokale virksomheder
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Michael Christiansen, erhvervschef ved Mariagerfjord Erhverv.
Det går ikke hurtigt nok med den grønne omstilling, og det koster nu arbejdspladser.
I Hobro er der blevet varslet massefyringer ved energivirksomheden Ballard. I løbet af 2025 går energivirksomheden Ballard i Hobro fra 180 til 36 medarbejdere.
Og selvom det er en trist nyhed, passer ordsproget: "intet er så skidt, at det ikke er godt for noget" ind her.
Der skal nemlig fyres både ingeniører og produktionsarbejdere, som ellers har været svære at tiltrække til området. For selvom fyringerne ærger Mariagerfjord Erhvervsråd, er de ikke bekymrede over, om kommunen kommer til at miste medarbejderne.
Hvad er Ballard?
Det er en global energivirksomhed, som er førende inden for brint- og brændselsceller til busser, tog, lastbiler, skibe og nødstrømsanlæg.
Virksomhedens europæiske hovedsæde ligger i Hobro.
Virksomheden skal spare 30 procent globalt, så det har betydet fyringsrunder i hele virksomheden. Og fremover flytter produktions- og udviklingsaktiviteterne til Vancouver.
- Tværtimod kan det være grundlaget for vækst for nogle andre virksomheder. Det lyder hårdt at sige i sådan en situation her; men der er nogle spændende jobmuligheder - også i lokalområdet, siger Michael Christiansen, der er erhvervschef ved Mariagerfjord Erhverv.
De første medarbejdere hos Ballard skal stoppe til januar, mens resten afskedes i løbet af 2025. Men allerede nu arbejder Mariagerfjord Kommune og Erhvervsrådet på løsninger.
- Vi har også nogle lokale virksomheder, som efterspørger de her kvalifikationer, som de medarbejdere har. Så det bliver måske nemmere at finde de fleste arbejdspladser her i kommunen.