Kim Christiansen om falske anmeldelser: Det er noget svineri
Foto: Johnni Isaksen
Restauranten A'porta har modtaget stribevis af falske anmeldelser. Den er drevet af politiker-parret Kim Christiansen og Pia Adelsteen.
Stribevis af falske anmeldelser har ramt restauranten A'Porta i Mariager. Restauranten er drevet af politiker-parret Kim Christiansen og Pia Adelsteen (Dansk Folkeparti). De mange falske anmeldelser er skrevet som en kommentar til den meget omtalte omfartsvej ved Mariager.
Det er noget svineri, at de her folk vil ramme mig på mit levebrød, bare fordi vi er uenige politisk.
Kim Christiansen, ejer af A'porta og folketingsmedlem
- Det er noget svineri, at de her folk vil ramme mig på mit levebrød, bare fordi vi er uenige politisk, siger Kim Christiansen, ejer af A'porta og folketingsmedlem (Dansk Folkeparti).
Det er både på Facebook og på Tripadvisor, at parret har kunne se de dårlige anmeldelser tikke ind. Anmeldelserne omtaler ofte dårlige trafikale forhold hentil restauranten og et højt støjniveau på grund af biler. Det er alt sammen kommentarer til den omfartsvej ved Mariager, som Kim Christiansen har været fortaler for.
Her er et screenshot fra Tripadvisor af nogle af de falske anmeldelser, som A'porta har modtaget.
- Vi havde rigtig gode rankings inden alt det her, og at de rankings skal gå ned, fordi nogle laver anmeldelser uden at have været der, det er da irriterende. Det er ligefrem ondskabsfuldt. Jeg håber, at folk kan se igennem det, og stadig vil besøge vores fantastiske restaurant, siger Kim Christiansen.
Kim Christiansen og Pia Adelsteen prøver at få slettet de mange falske anmeldelser, efterhånden som de kommer ind. Han understreger, at de jo gerne skulle kunne leve af restauranten også, når de er færdige med politik.