Kunsten at blive ældre
En ny kunstudstilling i Hobro sætter fokus på det, at vi bliver ældre. Udstillingen, der rummer alt fra skulpturer til tegninger, malerier, video og lyd skal ændre vores syn på det at blive ældre.
Udstillingen med titlen ”Levetid – på vej mod døden i levende live” forsøger at ændre vores syn på det at gå igennem en unægtelig fase i livet, som nogle mennesker ihærdigt forsøger at holde stangen:
Nemlig at blive ældre.
- Der er mange ting omkring ældrebegrebet og at være gammel begrebet, som står i et rigtig dårligt lys. Det vil vi gerne gøre noget ved, for vi mener ikke, at et menneske mister værdi, blot fordi det bliver ældre, siger Ulla Skov Jensen fra kunstnergruppen 'Stamcellerne'.
På etagen nedenunder udstiller Marianne T. Pedersen sine rollatorer, der er betrukket med pels.
- Jeg synes, når man ser de her rollatorer ude på gaden, at de ser nøgne ud for mig. Jeg har en baggrund som beklædningsunderviser, så jeg vil gerne betrække dem, så de får noget tøj på. Jeg har fundet de her brugte pelse, som jeg har syet en form for frakke af, så de ikke er nøgne mere, siger Marianne T. Pedersen, der også er kunstner fra i 'Stamcellerne.'
Og det er ikke helt tilfældigt, at kunstnergruppen kalder sig selv for 'Stamcellerne'.
- Hvis du ser på det videnskabelige begreb stamceller, så kan de nogle forskellige ting. De kan erstatte, de kan forny, de kan reparere, så synes vi, at der ikke findes noget bedre navn for os, end at vi er stamceller, som gerne vil gå ind og erstatte, forny og reparere nogle ting, blandt andet holdninger, siger Ulla Skov Jensen.
Udstillingen kan ses i Kunstetagerne i Hobro frem til den 25. maj.
Se hele indslaget her: