Lystfiskere er bekymrede: - Her er der ikke ørreder om 10 år

Thor frygter, at der ikke er ørreder i fjorden om 10 år.

Thor Strange har fisket i de nordjyske fjorde - Limfjorden og Mariager Fjord - siden han var dreng. Han er afsted en-to gange i ugen, og han har bemærket en forandring i fjordene de seneste få år. 

- I går var lidt mere vind end i dag, og der var masser af fisk. Men da det blæste op, var det umuligt at fiske. Der var simpelthen masser af fedtemøg på linen. Du kunne ikke fiske overhovedet, siger Thor Strange. 

Fedtemøg er blandt lystfiskerne udtrykket for løst liggende alger i fjordene. 

- I dag er der fedtemøg overalt. Det var der slet ikke på den her årstid for to år siden, siger han. 

Se indslaget her: 

TV2 Nord har gennem det seneste år dækket, hvordan de danske og især nordjyske fjorde er i dårlig stand. I sensommeren 2023 var der det værste iltsvind i 20 år, og iltsvindet har betydet, at der er kommet politisk fokus på problemet. Alt imens livet undervands de seneste år er blevet mindre - både blandt planter og dyr. 

Sebastian Nielsen har i sin tid som lystfisker også bemærket, at der er længere mellem gevinsterne, når snøren smides i vandet. 

- Jeg føler også, at der bliver færre og færre fisk hele tiden. Jeg vil jo også gerne have min søn med ud og fiske en gang, så det ikke kun skal være i en put&take-sø, men man også kan tage herud, siger han.

Sebastian Nielsen fik ingenting på krogen lørdag.
Sebastian Nielsen fik ingenting på krogen lørdag.
Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

Skiftende fra år til år 

Ifølge Dennis Delauran, der arbejder hos Jægeren og Fiskeren i Aalborg, som arrangerer Kystcup, varierer det fra år til år, hvor mange fisk der fanges. 

Konkurrencerne svinger lidt fra år til år. Nogle år er der flere fisk, og andre år er der færre fisk. Så det svinger en lille smule, og der er nok nogle forskellige faktorer også, der spiller ind. Men sådan på året, så tror jeg godt, man kan sige, at fiskebestanden er lidt for nedadgående, som det er i øjeblikket.

Kan det komme på tale, at der i fremtiden kommer for få fisk til at afholde Kystcup? 

- Jeg tror altid, vi er klar til at sætte gang i arrangementer, så vi kan få folk ud at fiske, men der skal jo selvfølgelig også være noget at fiske efter, lyder det fra arrangør Dennis Delauran. 

Lørdag formiddag var der masser af løstsiddende alger ved Mariager Fjord.
Lørdag formiddag var der masser af løstsiddende alger ved Mariager Fjord.
Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

Skal tage affære 

Ifølge Thor Strange er det dårlige vandmiljø noget, som bekymrer, og er noget, som fylder hos lystfiskerne. 

- Det er et emne, der kommer op hver evig eneste gang, man møder nogen. Hvordan var vandkvaliteten? Hvordan var det med fedtemåde?, siger han. 

Thor Strange håber, at der bliver taget action. 

- Jeg elsker at tage ud at fiske med min søn, men jeg tror ikke, at vi om 10 år har ørreder i fjorden mere, hvis ikke der sker noget, slutter han. 




Seneste nyt

fra Nordjylland