Minister til Political Festival of Europe: - Engagementet summer i Mariager

Ministeren har i dag deltaget i debatter om alt fra ligestilling til krigen i Ukraine og er begejstret for det nordjyske engagement.

Mange prominente politikere og debattører gæster i disse dage Mariager i forbindelse med Political Festival of Europe. 

Minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde, Flemming Møller Mortensen (S) er en af dem, og han har i dag deltaget i flere forskellige debatter, hvor der er blevet vendt emner som ligestilling mellem køn, Afrika, verdensfred og krigen i Ukraine. 

- Jeg synes generelt, det er nogle ekstremt vedkommende diskussioner at have, i en situation hvor vi her i Europa er blevet knuget ved hjertet over Ruslands meget voldsomme aggression over Ukraine, siger Flemming Møller Mortensen. 

En vigtig diskussion

Det er første gang, at ministeren deltager i den politiske festival i Mariager, og han er positivt overrasket: 

- Stemningen er rigtig dejlig, og de er kommet ekstremt godt fra start med arrangementet. De har fået gode partnere herop, og jeg kan mærke, hvordan engagementet det summer i Mariager, siger Flemming Møller Mortensen. 

Et engagement, som ministeren mener, er tiltrængt i denne tid. 

- Vi har et stort behov for de her diskussioner. Det er vigtigt at tage den europæiske diskussion og tale om, hvordan Europa skal spille en markant rolle i verden. Også i konkurrence med Rusland, Kina og USA. De har grebet den supergodt her i Mariager.

De engagerede nordjyder 

Til og med søndag vil der være talrige debatter og taler i Mariager, hvor det forventes, at der vil komme i nærheden af 30.000 gæster fra hele Europa.

Emnerne spænder bredt, og blandt andet klima, kunst, teknologi og menneskerettigheder kommer på dagsordenen. Og udover de vigtige politiske diskussioner, er ministeren også begejstret for det nordjyske engagement: 

- Jeg har haft så mange frugtbare dialoger allerede i dag. Jeg rejser meget rundt i verden, det er mit arbejde, men det, at komme hjem og få diskussionerne her på nordjysk grund med unge nordjyder og engagerede nordjyder og danskere, i samspil med rigtig mange udlændinge - det er med til at trække linjerne helt rigtigt op til, at vi skal bære ansvaret og engagere med vores danske værdier ude i verden, lyder det fra Flemming Møller Mortensen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland