Ni personer er løsladt: Mistænkes ikke for dødsfaldet i Oue

Skaderne på den afdøde mands hoved kan ikke have slået ham ihjel. Derfor er de ni personer nu løsladt.

Tidligt tirsdag morgen blev en livløs mand fundet i Oue. Han havde skader i hovedet, og derfor betragtede politiet, at omstændighederne omkring dødsfaldet var mistænkeligt.

Sådan forholder det sig ikke længere. Skaderne på hovedet er nu blevet undersøgt, og det viser sig, at skaderne ikke kan være skyld i mandens død. Det oplyser vicepolitiinspektør Christian Toftemark, Nordjyllands Politi.

- Det er derfor, vi ikke mistænker de ni personer, der opholdt sig på samme adresse som afdøde, forklarer han.

Personerne blev løsladt tirsdag aften kort før klokken 20.

Da det ikke er skaderne på hovedet, der kan være skyld i mandens død, er det nødvendigt med en obduktion, så man kan fastslå, hvad den polske mand rent faktisk er død af.


Seneste nyt

fra Nordjylland