På vej mod top-6: Hobro og Mål-Pål sænkede Lyngby

Hobro IK tog forårssæsonens første sejr med 3-0 på udebane mod Lyngby BK.

Hobro IK har ikke haft den letteste begyndelse på forårssæsonen i Superligaen - men lørdag eftermiddag lavede klubben med hjælp fra Pål Kirkevold om på den deprimerende kampstatistik.

Her blev det nemlig til en sejr på 3-0 over Lyngby BK. Og for første gang siden nytår kom Hobros topscorer Mål-Pål igen på måltavlen. Denne gang måtte han dog "nøjes" med to scoringer, da Lyngbys anfører Thomas Sørensen blev noteret for et selvmål.

Det var da også Hobro IK, der kom bedst fra start med et par store chancer. Og efter 15 minutter sørgede Thomas Sørensen altså for, at gæsterne kom foran 1-0, da han fik digieret et indlæg fra Quincy Antipas i eget net.

Selv om Hobro blev ved med at sidde på spillet resten af første halvleg, blev det ikke til flere mål. Hverken Hobro eller Lyngby lykkedes med at komme frem til de store chancer.

Til gengæld meldte Pål Kirkevold, der ellers har været en skygge af sig selv siden vinterpausen, sig for alvor ind i kampen i anden halvleg.

Først på et straffespark begået mod Quincy Antipas og siden på en soloaktion. Dermed fik Kirkevold brudt scoringstørken, der har stået på siden oktober, og han tegner sig nu for 14 mål i denne sæson.

Med sejren nærmer Hobro IK sig top-6 i Superligaen og er rykket forbi AaB i tabellen.


Seneste nyt

fra Nordjylland