Pengekasse tømt ved højlys dag: Har du set noget?

En mand havde torsdag eftermiddag formået at tømme kassen i SuperBrugsen i Hobro, uden personalet opdagede det. Først efter en halv time gik det op for de ansatte, at kassen stod åben – og var gabende tom.

Omkring torsdag klokken 16 modtog politiet et opkald fra SuperBrugsen på Adelgade 14 i Hobro. De ville gerne anmelde et tyveri; et såkaldt kassedyk.

Uden trusler eller kontakt med personale havde en mand klokken 15.30 fundet vej om bag kassen. Her fik han åbnet og tømt kasseapparatet uden tumult og var hurtigt ude igen.

Efter en halv time opdagede personalet, at noget var galt. Kasseapparatet stod åbent og var tomt. Hurtigt blev overvågningskameraerne kigget igennem, og politiet blev tilkaldt, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Politiet opfordrer alle, der kan have set eller hørt noget til at henvende sig på 114.

Mandens signalement:

  • 25-30 år
  • 170-80 centimeter høj
  • Lys i huden
  • Bærer briller
  • Har kort brunt hår, der er helt kort i siderne
  • Iført sort dynejakke med pelskrave og blå cowboybukser

Seneste nyt

fra Nordjylland