Regnvandsbassiner skal hjælpe truede dyr og planter
Foto: Mariagerfjord Kommune
40 regnvandsbassiner i Mariagerfjord Kommune skal laves til naturlige levesteder for truede dyr og planter.
Når der kommer store mængder nedbør i Mariagerfjord Kommune, hjælper 40 regnvandsbassiner til med at borgernes huse ikke bliver oversvømmet. Fremover får områderne omkring regnvandsbassinerne også en ny funktion.
- Det er herligt, at vores bassiner bliver fristeder for planter og dyr. Biologerne fortæller os, at bassinerne har et unikt potentiale til at udvikle sig til små bynære naturperler. Vi giver offentligheden fri adgang til arealerne, så alle der har lyst kan opleve den vilde natur i deres lokalområde, fortæller direktør for Mariagerfjord Vand A/S, Søren Erikstrup, i en pressemeddelelse.
Initiativet er en del af Mariagerfjord Kommunes biodiversitetspolitik. Græsslåningen på et areal svarende til 18 fodboldbaner bliver begrænset, og blomster, træer og buske får lov til at vokse frit til glæde for fugle, padder og andet småkryb.
- Samarbejdet er et skoleeksempel på, hvordan vi skaber bedre løsninger, når vi trækker på samme hammel. Her værner vi jo både om den vilde natur og om borgernes penge. Desuden ser jeg det som et ekstra plus, at vi skaber en lang række bynære naturperler overalt i vores kommune. Derved giver vi alle mulighed for at opleve, hvordan det kribler og krabler, spirer og gror, når vi lader naturen få frit spil, siger formand for teknik- og miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Hammer Sørensen (DF), i pressemeddelelsen.
Nogle steder vil man også have kødkvæg, der med deres tilstedeværelse kan sørge for ekstra lys og luft til glæde for særligt sarte urter.