Servicen går fra middel til minimum: - Vi er nødt til at tage lidt af det hele
Tirsdag aften skulle Mariagerfjord Kommune finde besparelser på ældreområdet. Besparelserne kommer til at gå ud over borgerne, lyder det fra udvalgsformand.
I sidste uge opdagede man pludselig i Mariagerfjord Kommune, at der var et dundrende hul i kassen på ældreområdet.
Allerede halvvejs inde i året kunne de ansvarlige på ældre- og omsorgsområdet se, at pengene ikke ville række til hele budgetåret. I nærheden af 40 millioner kroner ville man forventeligt have brugt for meget, når det samlede regnestykke senere bliver gjort op, hvis altså ikke der bliver handlet nu.
Tirsdag eftermiddag og aften skulle sundheds- og omsorgsudvalget så netop gøre det, da de skulle tage stilling til, hvor man kunne spare på ældreområdet allerede nu.
- Vi har hånden vredet om på ryggen. Og mange af de besparelser, der er fremlagt, bliver vi også nødt til at gå med. Men de skal til høring og kvalificeres af de dygtige folk, der har fingrene i bolledejen, så vi gør det på den rigtige måde, siger Jan Andersen (V), formand for Sundhed- og Omsorgsudvalget.
I grove træk skulle politikerne ved udvalgsmødet tage stilling til, hvad de ældre i kommunen fremover skal undvære. I sidste ende beslutninger, der kommer til at gå ud over borgerne og som ifølge udvalgsformanden ikke kan undgå at kunne mærkes som serviceforringelser.
- Vi går fra et middel serviceniveau til et minimum. Formentlig som mange andre steder. Det går udover eksempelvis klippekort, som mange nyder gavn af, og rengøringen bliver der også sparet på. Der kan ikke undgås at komme kvalitetsforringelser i serviceniveauet, siger Jan Andersen uden at ville komme yderligere ind på flere af besparelserne.
Flere tiltag iværksat
Mere konkret skulle udvalget på mødet tirsdag finde besparelser for 12,5 millioner kroner. Et møde der i øvrigt kun bestod af tre reelle punkter, men på trods af det alligevel tog lang tid at få gennemført.
- Vi har kæmpet meget i udvalget og er sådan set også enige om det meste. Men vi har ikke besluttet noget endnu. Vi skal have det i høring, og det tager vi seriøst. Men det er store besparelser, der skal på plads, siger formanden.
Det er særligt på kommunens plejecentre og i hjemmeplejen at økonomien er stukket af. Allerede inden mødet var der iværksat en række tiltag, der skulle få styr på økonomien, men selvom blandt andet ledere skulle indgå i vagtplanerne og ikke-akutte rekrutteringer blev udsat, så har det ikke kunnet få pengene til at gå op.
- Vi har tit omtalt, at vi kan smørre leverpostejen i tyndere lag, men denne gang skal det helt fjernes. Det kan vi ikke undgå denne gang. Så der er ting, der ryger helt ud, såsom klippekortet.
Ældrechef stopper midt i rodet
Det store hul i kassen skyldes ifølge Jan Andersen flere forskellige parametre. Først og fremmest kommer der flere og flere ældre, og, siger udvalgsformanden, det går så stærkt, at de ikke kan nå at dreje supertankeren hårdt nok til at komme med.
Derudover peger Jan Andersen på, at sygehusene er blevet effektiviseret i sådan en grad, at borgerne langt hurtigere bliver udskrevet, og så skal kommunerne stå klar til at tage fra og tilbyde den næste skridt i behandlingen.
Endeligt nævner udvalgsformanden også, at driften af de politisk afsatte penge ikke har været håndteret positivt. Tirsdag fik den dårlige økonomistyring på ældreområdet i Mariagerfjord Kommune også personalemæssige konsekvenser, da ældre- og områdechef Michael Tidemand efter en gensidig aftale fratrådte sin stilling i kommunen.
- Michael er fratrådt stillingen som ældre- og omsorgschef efter gensidig aftale, fordi vi ønsker en anden profil til at løse de fremtidige udfordringer inden for området, lød det tirsdag middag fra Søren Aalund, der er direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune.
På byrådsmøde i november
Mens udvalget nu er kommet med sine bud på, hvor der skal spares på ældreområdet, så er intet endnu mejslet i sten. Byrådet i Mariagerfjord Kommune skal nemlig behandle besparelserne ved et byrådsmøde i starten af november, inden besparelserne kan effektueres. Derudover er der flere møder op til byrådsmødet, hvor besparelserne skal drøftes.