To spillere rykker fra AaB til Hobro IK
Foto: Dannie Rosenkrantz
Hobro IK har skrevet kontrakt med Sebastian Grønning (t.v.) og Nicolaj Jørgensen (t.h.)
Hobro IK fortsætter oprustningen til den kommende sæson med to unge tilgange fra AaB.
Senest kunne vi fortælle, at Hobro IK havde skrevet kontrakt med rutineren Danny Olsen. Nu får han to unge spillere med sig, da Hobro har skrevet kontrakt med 20-årige Sebastian Grønning og 19-årige Nicolaj Jørgensen.
Sebastian Grønning havde egentlig kontrakt med AaB frem til årskiftet, men de to klubber er alligevel nået til enighed om, at Sebastian Grønning omgående skifter til Hobro på en 2-årig kontrakt.
Sebastian Grønning nåede at spille 14 officielle kampe for AaBs førsteholdstrup, hvor han er noteret for en enkelt scoring.
- Sebastian er en spændende, ung angriber med et kæmpe uforløst potentiale. Han har med sine mange mål på U19-
og U17-niveau vist, at han er i besiddelse af en god målnæse. Han har endnu ikke bevist sig på seniorniveau, men vi
tror på, at det store potentiale kan forløses i Hobro IK, udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.
19-årige Nicolaj Jørgensen gør sig på målmandspositionen. Nicolaj Jørgensen kommer også fra AaB, hvor han mest har slået folderne på klubbens U-19 hold. Det er dog blevet til flere kampe på bænken til AaBs superligakampe.
- Vi har været på udkig efter en ny målmand, som kan tage kampen op med Jesper Rask. Det har vi nu fået i Nicolaj,
der er en talentfuld målmand, som vi tror på kan tage det næste skridt i sin karriere her i Hobro IK, siger sportschef
Jens Hammer Sørensen.
Begge spillere er begyndt at træne med i Hobro.