Tovtrækning med passagerer - flyselskaber er dårlige betalere
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Et ægtepar måtte kæmpe 14 måneder for at få deres retmæssige erstatning for en forsinket flyrejse fra Aalborg Lufthavn med Norwegian.
Inger og Erling Hald fra Knebel på Djursland tog sidste forår på en tre ugers ferie med Nilles Rejser fra Aalborg Lufthavn. De skulle være landet i Aalborg igen d. 2.april, men hjemrejsen blev forsinket. Næsten to døgn eller præcis 40 timer. Det betød, at de var berettigede til erstatning ifølge EU’s regler om kompensation til luftfartspassagerer.
Men det skulle vise sig at det ikke kun var hjemrejsen, der blev forsinket. Erstatningen lod også vente på sig.
- Vi skrev, straks vi kom hjem, til Norwegian for at gøre krav på vores erstatning, men der gik - efter to rykkere – næsten et halvt år, før vi fik svar. Norwegian gav os en blank afvisning, siger Erling Hald.
Norwegian gav os en blank afvisning.
Erling Hald
Parret besluttede sig for at søge hjælp hos Flyadvokat – et advokatfirma, der specialiserer sig i at få erstatninger til deres klienter. Det gjorde de blandt andet, fordi de skulle via de spanske luftfartsmyndigheder for at føre deres sag.
For nylig - og efter 14 måneders ventetid - har de nu fået deres erstatning, men sagen får alligevel Venstres Retsordfører Preben Bang Henriksen op i det røde felt.
- Sagen illustrerer, at en ting er at have ret, noget andet er at få ret. Flyselskaberne lukrerer på, at folk ikke orker at føre deres krav igennem ved domstolene eller myndighederne. Jeg mener, at det er på tide, at vores egen Trafikstyrelse begynder at benytte den hjemmel, de har, til at udstede bøder, for det er for let at snyde sig uden om at betale de erstatninger, som forbrugerne har krav på, siger Preben Bang Henriksen.
Inger og Erling Hald er ikke i tvivl om, at deres flyselskab bevidst forsøgte at undgå at betale en erstatning, som de klart havde ret til.
- Der er jo mange, der opgiver at rejse krav mod firmaerne, så på den måde slipper de billigt fra at bryde reglerne, men det er noget svineri, når man har retten på sin side. Vi synes, det er ærgerligt, at mange på vores rejse måske ikke har fået en erstatning, for det synes vi ikke, Norwegian skal slippe godt fra, siger Inger Hald.
Preben Bang Henriksen vil nu rejse sagen overfor trafikminister Ole Birk Olesen (Liberal Alliance).
- Som det er i dag, skal man nærmest være advokat for at få sin ret, og det kan ikke passe, at man skal hyre hjælp for at få sin ret, siger Preben Bang Henriksen.