Museum Mors får støtte fra Kulturministeriet
Foto: LimfjordUpdate
Et helt nyt forskningsprojekt får nu støtte fra Kulturministeriet.
Vi snakker om det hele tiden. Vejret. Og særligt i nyere tid snakker vi om, hvorfor vi oplever så store temperatur – og klimasvingninger. Nu er der måske svar på vej. En gruppe forskere vil i hvert fald undersøge, om kiselalgerne fra moleret på Mors og Fur kan gøre os klogere på dette emne. Det skriver Limfjordupdate.dk.
Til det projekt har museumsinspektør og forsker Jan Audun Liljeroth Rasmussen, Fossil- og Molermuseet Museum Mors, samt lektor Nina Lundholm fra Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, netop fået bevilget støtte fra Kulturministeriets Forskningsudvalg.
Ved at kigge på de mikroskopiske alger, der findes i moleret, vil de blive klogere på de klimasvingninger, der fandt sted på Jorden for 55 millioner år siden.
Tidligere har forskere vist, at perioden for 55 millioner år siden – den eocæne periode – startede med en voldsom og brat temperaturstigning efterfulgt af et mere gradvist temperaturfald og nogle mindre udsving på temperaturkurven. Den varme periode er blevet kædet sammen med en drivhuseffekt, som blev skabt på grund af en enorm tilførset af CO2 til atmosfæren. En 55 millioner år gammel drivhuseffekt som mange forskere sammenligninger med den globale opvarmning, der finder sted lige nu.
Kiselalgerne, som projektet skal undersøge, er særligt følsomme overfor blandt andet temperaturer i vandet. De er derfor oplagte at benytte i et forsøg på at kortlægge de millioner gamle klimasvingninger.