Charlotte svømmede med delfin: - Det var helt fantastisk
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Delfin ved Sundby Mors Havn.
Tirsdag eftermiddag fik 53-årige Charlotte Rasmussen en helt særlig oplevelse - hun svømmede i 1,5 time med en delfin, der holder til i det nordjyske.
Charlotte Rasmussen fra Lundø ved Mors fik sig noget af en oplevelse, da hun trak i våddragten en grå og halvkold efterårstirsdag. En delfin, som tidligere har svømmet rundt i området, var dukket op ved Sundby Mors Havn - og den var ikke menneskesky.
- En fest i hovedet
Så snart Charlotte Rasmussen hørte, at delfinen var dukket op i Sundby Mors Havn, tog hun afsted for at få muligheden for at svømme med den. Og det fik hun.
Jeg var i vandet længe, og delfinen kom helt tæt på. Faktisk var den helt tæt på mit ansigt. Den var først under mine fødder, og så drejede den rundt under mig.
Charlotte Rasmussen, Lundø
- Det var helt fantastisk. Og det er det stadig. Jeg har en fest i hovedet over oplevelsen, fortæller Charlotte Rasmussen, der er uddannet livredder.
Hun både vinterbader og svømmer i naturen, og derfor var Charlotte Rasmussen ekstra opsat på at få svømmet med delfinen i det nordjyske farvand.
Svømmede i 1,5 time
På havnen kom der i løbet af eftermiddagen både børn og voksne, som ville se delfinen. De fotograferede og filmede seancen, der for Charlotte Rasmussen varede 1,5 time.
- Jeg var i vandet længe, og delfinen kom helt tæt på. Faktisk var den helt tæt på mit ansigt. Den var først under mine fødder, og så drejede den rundt under mig. Den fulgte efter mig, når jeg drejede rundt, for det havde jeg hørt, at man skulle, fortæller hun.
Det var første gang Charlotte Rasmussen prøvede at svømme med en delfin.
Kold fornøjelse
Det blev også en kold oplevelse, fortæller Charlotte Rasmussen, der først mærkede kulden bagefter.
- Jeg rystede så meget, da jeg kom op, at jeg ikke selv kunne tage et billede af delfinen. Det fik jeg hjælp til. Der var i det hele taget en virkelig god stemning på havnen, fordi alle var så begejstrede over at se delfinen så tæt på, siger Charlotte Rasmussen, der til daglig arbejder som specialpædagog.
Hun fortæller til TV2 Nord, at hun tirsdag aften stadig er kold efter at have været i vandet.
- Men humøret er højt. Sådan en oplevelse bliver man godtnok glad af, gentager Charlotte Rasmussen.