Glæde på Mors: Festival blev aflyst for otte dagen siden - nu genoplives den af nye coronaregler
Det er altid lørdag i uge 33, der er Morsø Festival. I år er det den 21. august - seks dage efter forsamlingsforbuddet bliver hævet.
Efter dagens aftaler om lempelser af blandt andet forsamlingsforbuddet, er der igen kommet liv i Morsø Festival.
- Armene kan slet ikke komme ned. Det er så dejligt.
Så stor var glæden, da formanden for Morsø Festival fandt ud af, at det alligevel bliver muligt at gennemføre årets festival.
- Det er det, folk trænger til. At komme ud og høre noget musik. Det er rigtig dejligt, og nu skal jeg i gang med at finde et par hundrede hjælpere til festivalen, siger Nina Andersen, der er formand for Morsø Festival.
Det er ellers kun otte dage siden, at hun og bestyrelsen så sig tvunget til at aflyse årets festival på grund af coronarestriktionerne. Men det har dagens udmelding fra et flertal i Folketinget ændret på.
I den nye aftale står der, at der fra den 15. august til blandt andet festivaler må være sektioner med 2.500 deltagere med coronapas. En festival må dog maksimalt have 10.000 gæster.
Og det passer perfekt for festivalen på Outrup Stadion midt på Mors. Den holdes nemlig altid lørdag i uge 33, og i år er det den 21. august. Desuden plejer deltagerantallet at være på mellem 2.200 og 2.300.
- Jeg håber, at vi inden for den næste uges tid kan åbne for billetsalget. Vi skal lige have kontaktet politiet og have styr på, om vi kan få den musik, vi har booket. Men ellers må vi finde noget andet, siger Nina Andersen.
Musikken er næsten på plads
Det er Johnny Markusen, der har kontakten til de forskellige bands og musikere, så han har haft rigtig travlt i dag.
- Der har været nok at se til ved siden af mit almindelige arbejde i dag. Vi havde seks kunstnere på plakaten, og i dag har jeg fået bekræftelse fra alle undtagen Hjalmer, hvor de sidste detaljer lige skal på plads. Men jeg tror det lykkes, og ellers finder vi en anden. Det er i hvert fald helt sikkert, at festivalen bliver til noget, siger den musikansvarlige.
Nogle af de kunstnere, der har sagt ja til at komme til Morsø Festival er Poul Krebs, Rocazino og Grand Fætters.
Planen er, at der nu kommer 1.800 billetter til salg, og så skal de resterende pladser bruges til sponsorere og frivillige.
- Vi forventer, at billetterne ryger hurtigt, men vi er også meget tilfredse, hvis vi kan sælge 1.800 billetter, siger Johnny Markusen.
Han skal nu bruge de næste dage på at få styr på blandt andet telte og øl til festivallen.
Det eneste, Morsø Festival har aflyst i år, er campingpladsen og legelandet.