Branden på Scandinavian Star efterforskes stadig

159 mennesker mistede livet, da Scandinavian Star brændte i 1990. Branden var efter al sandsynlighed påsat. Alligevel er det endnu ikke opklaret, hvem der stod bag den katastrofale mordbrand. Politiet i Oslo genåbnede sidste år sagen.

I kælderen under politistationen i Oslo sidder en særlig efterforskningsgruppe på ni personer. De arbejder fuld tid med efterforskningen af branden på Scandinavian Star, der fandt sted den 7. april i 1990 og kostede 159 mennesker livet.

- Vi har i denne efterforskning afhørt over 30 personer. Vi har indhentet en betydelig mængde dokumentation. Dokumenter som vi gennemgår meget grundigt, og jeg har en stor tro på, at det vil kunne belyse sagen bedre, siger Terje Bechmann Dahl fra Oslo Politi, der er leder af efterforskningsgruppen.

Sagen blev genåbnet af Oslo Politi i juni 2014. Målet er at komme nærmere en opklaring af hvem der stod bag branden på Scandinavian Star, og hvorfor den blev påsat.

- Det er ingen umulig opgave at belyse sagen bedre. Snarere tvært imod, så mener jeg, at vi har indhentet tilpas meget dokumentation og information igennem vidneafhøringerne til, at vi nu er i stand til at belyse sagen bedre og give større afklaring til de pårørende og berørte, fortæller Terje Bechmann Dahl.

I begyndelsen troede politiet, at den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen, der selv var med færgen, stod bag ildspåsættelserne på Scandinavian Star. Han omkom i branden og sagen blev lukket og anset for opklaret. En alt for hurtig konklusion, mener norsk politi i dag.

- Set med nutidens øjne, så mener vi ikke, at der er grundlag for at udpege ham som gerningsmand, siger efterforskningslederen med reference til den danske lastbilchauffør.

Færgebranden er stadig den største uløste kriminalgåde i Skandinavien. Oslo Politi efterforsker både selve brandforløbet om bord, og spekulationer om økonomiske motiver som forsikringssvindel.

Selv om sagen har høj prioritet i Norge, er efterforskningslederen skeptisk i forhold til om det vil lykkes at få den fulde sandhed om færgetragedien frem.

- Som sagen står i dag, og når det gælder en fuld opklaringen af hele sagen, så er det meget lidt sandsynligt, at det vil lykkes, siger Terje Bechmann Dahl.

Sagen blev genåbnet efter et stort pres fra flere interessegrupper i Norge, som hele tiden har ment, at sagen ikke blev undersøgt til bunds dengang ulykken fandt sted.


Seneste nyt

fra Nordjylland