Winsnes forlader AaB
AaB's midtbaneslider savner sit hjemland og vil tættere på familien. Derfor forlader han den nordjyske traditionsklub til sommer.
Selv om man er en fuldvoksen mand, kan man godt lide af hjemve. Også selv om man er professionel fodboldspiller, og er fast mand på et af SAS Ligaens mest succesrige mandskaber.
Således har AaB's midtbanespiller Fredrik Winsnes bestemt sig for at forlade den formstærke nordjyske klub til sommer for at tage hjem til familien mod nord.
- Min kone og jeg har lige fået barn, så vi vil meget gerne hjem og være tættere på familien, forklarede den lille tekniker efter søndagen sejr over Vejle. Og nordmandens nye arbejdsgiver er tilsyneladende allerede fundet. Strømgodset har nemlig budt
sig til, og en kontrakt er så godt som på plads.
- Jeg vil ikke sige så meget andet end, at jeg ikke har skrevet under på nogle papirer. Men mon ikke det sker i den kommende uge, sagde Winsnes. I AaB-ledelsen forbereder de sig på, at den stabile offensive kraft i nordjydernes opspil er historie i Ålborg når sæsonen er ovre.
- Det er meget stor sandsynlighed for, at Fredrik laver en aftale mod Strømgodset i den kommende uge, men vi må nok sige, at det ikke kommer som verdens største overraskelse, fortalte direktør Lynge Jakobsen.
- Fredrik og hans kone havde allerede skepsis ved at forlade Norge, da det endelig lykkedes os at overtale ham til at komme herned, forsatte han. Af samme grund blev Winsnes' treårige kontrakt skruet sådan sammen, at han mod et beløb kunne rejse
hjem halvandet år før kontraktudløb.
Og således bukker han under for hjemveen og drager mod nord.
ritzau