Stor smykkesamling til Vendsyssel Kunstmuseum
Den afdøde nordjyske guldsmed Bent Exner efterlod sin store smykkesamling til Vendsyssel Kunstmuseum.
Bent Exner, én af Danmarks mest anerkendte guldsmede, efterlod ved sin død sidste år en omfattende samling af knap 200 unikasmykker, skulpturer, modeller og skitser til smykker foruden hjemmealtre og skitser og forarbejder til kirkekunst og udsmykningsopgaver. Desuden rummer samlingen arbejdsnotater, dagbøger, værkstedsoptegnelser m.m.
Alt sammen tilgår det nu Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring. Museet ejer i forvejen en fin samling af kunstnerens produktion i form af unikasmykker og hjemmealtre. Kunsthåndværk og design er et af museets satsningsområder.
Foruden Bent Exner rummer samlingerne blandt andet hovedværker af Berit Hjelholt, Tove Anderberg og Poul Kjærholm. Museet er indrettet med et omfattende udvalg af Poul kjærholms møbler.
- Der har været forskellige overvejelser omkring, hvordan man bedst sikrer Bent Exners efterladte værk, både bevarings- og formidlingsmæssigt. Placeringen i musealt regi er helt i overensstemmelse med Bent Exners familie, som er glade for placeringen på netop Vendsyssel Kunstmuseum. Bent Exner boede jo i Pandrup og holdt meget af Vendsyssel, hvis natur og miljø var en stor inspirationskilde for kunstneren, siger bestyrelsesformand for Vendsyssel kunstmuseum advokat Troels Bidstrup Hansen, der kendte Bent Exner gennem en menneskealder.
Den aktuelle samling dækker perioden ca. 1955 til 2006. Vendsyssel Kunstmuseum forventer at kunne præsentere det efterladte værk i 2009 i form af en udstilling, der skal formidle et forestående forskningsprojekt om kunstnerens produktion og virke.