12 personer tiltalt for vold

12 personer med tilknytning til døgninstitutionen Solhaven i Farsø er tiltalt for 66 tilfælde af grov vold eller tvang begået mod unge fra 2005 til 2012. Det oplyser Nordjyllands Politi.

De 12 personer tiltales for forskellige former for vold og tvang, som er begået mod unge, der har opholdt sig på Solhaven.

De 12 personer tiltales for i alt 66 forhold, som alle har fundet sted over en periode på flere år. Det første forhold er fra 2005, mens det seneste er fra 2012.

Anklagemyndigheden rejser i de fleste forhold tiltale efter den grove voldsparagraf - nemlig straffelovens paragraf 245, der har en straframme på op til 6 års fængsel. Der er tale om forskellige former for vold, fx halsgreb, slag med knytnæver og knæspark.

- Når volden er systematisk og omfattende, som det er tilfældet her, så har den karakter af mishandling, og så tiltaler vi efter den grove voldsparagraf, siger den ansvarlige anklager, Lene Wacher Lentz.

Anklageskriftet indeholder også flere tilfælde af ulovlig tvang, fx at tvinge en person til at gå rundt i længere tid kun iført underbukser eller sidde på en lille skammel i mange timer. Her tiltales efter straffelovens paragraf 260, der har en straframme på op til 2 års fængsel.

En af de tiltalte tiltales ligeledes efter straffelovens paragraf 123, der handler om trusler mod vidner og har en straframme på op til 8 års fængsel.

Anklager Lene Wacher Lentz fra Nordjyllands Politi oplyser, at der har været tale om en særdeles omfattende efterforskning.

- Vores efterforskere har skullet afhøre rigtig mange personer, der har haft en eller anden form for tilknytning til opholdsstedet Solhaven, og så tager det tid, inden sagen kan komme for retten, siger anklagen.

De 12 tiltalte skal snart for retten i Aalborg, dog er det første retsmøde endnu ikke berammet.

Anklager Lene Wacher Lentz forventer, at straffesagen mod de 12 tiltalte vil kunne afvikles på 25 - 30 retsdage.


Seneste nyt

fra Nordjylland