18-årige Johan deltager i regionens borgermøde: - Det er vigtigt at få min stemme ud

For Johan Lund Malmkjær er det især lange transporttider, der fylder i hverdagen. Og måske kan nogle af Johans idéer præge den nye retning for regionen.

Udfordringer om alt fra energi til kultur blev drøftet ved bordene til borgertopmødet på Skansen i Nørresundby. Èn af dem, som var mødt op for at dele sin mening, var 18-årige Johan Lund Malmkjær fra Hjallerup.

- Det er vigtigt, når man får en indbydelse, at man deltager og får sin stemme ud. Jeg synes, det er vigtigt at få min stemme ud som en del af den yngre generation, siger Johan Lund Malmkjær, der er gymnasieeelev på Aalborg Tekniske Gymnasium. 

Lange transporttider

De omkring 200 fremmødte har tilmeldt sig borgertopmødet, efter at Region Nordjylland har udsendt invitationer til 8.000 repræsentativt udvalgte nordjyder. 

I forbindelse med, at Regionsrådet har igangsat arbejdet med en ny Regional Udviklingsstrategi for 2024-2027, vil de regionale politikere nemlig gerne høre borgernes ideer og meninger. 

- Det er for at høre, om der er nogle emner, som vi ikke går og tænker over i den politiske og administrative del. Det kan være én enkelt borger, der bringer noget op, og det kan være nok til, at der er flere der så siger: "det er rigtigt - det har vi slet ikke tænkt på det her", siger Peder Key Kristiansen (S), der er formand for Regional Udvikling i Region Nordjylland. 

Ifølge Peder Key Kristiansen er borgernes holdninger et vigtigt sted at starte, når der skal fastsættes en kurs for Region Nordjyllands udvikling.
Ifølge Peder Key Kristiansen er borgernes holdninger et vigtigt sted at starte, når der skal fastsættes en kurs for Region Nordjyllands udvikling.
Foto: Ib William Christensen

For Johan Lund Malmkjær er der særligt én ting, der kan gøres bedre i Nordjylland: 

- Det er de lange transporttider, og det er en meget stor region. Så det at gøre tiden mellem byer kortere, så fællesskaber mellem byer bliver bedre, siger han. 

Vil bruge borgernes meninger

Netop infrastruktur og kollektiv transport oplever formanden for den regionale udvikling også som et brændpunkt blandt de fremmødte. 

- Det, der fylder, er det her med, om vi er bundet sammen mellem land og by - både internt i regionen, men også ind og ud af regionen, siger Peder Key Kristiansen.

Frem mod slutningen af 2023 vil Regionsrådet arbejde for en udviklingsstrategi for de kommende år, og måske kan Johan Lund Malmkjærs idéer præge retningen. 

- Jeg håber på, at nogle af mine synspunkter kan bruges til at gøre Nordjylland til et bedre sted, og jeg håber, at jeg kan få nogle nye synspunkter og blive klogere, siger den 18-årige gymnasieelev. 

Efter debatrunderne rundt omkring ved bordene skulle deltagerne stemme om de største udfordringer og bedste løsninger for regionen.

Der blev stemt om de udfordringer, som borgerne selv formulerede. Resultaterne af afstemningen blev nuanceret med debat i salen.
Der blev stemt om de udfordringer, som borgerne selv formulerede. Resultaterne af afstemningen blev nuanceret med debat i salen.
Foto: Ib William Christensen

Som afslutning på dagens møde var der paneldebat med politikere fra Regionsrådet og kommunalbestyrelserne. 

Spørger man formanden for Regional Udvikling i Region Nordjylland, har borgernes fremmøde gjort en forskel:  

- Vi kommer til at tage alle inputs fra bordene med hjem og gå dem igennem. Der vil sandsynligvis være nogle, der ligger i nogle grupper. Men vi vil prøve at se, om der er nogle nye vinkler, som vi ikke har været opmærksomme på, slutter Peder Key Kristiansen.

Den kommende Regional Udviklingsstrategi 2024 -2027 forventes at være vedtaget i slutningen af i år.


Seneste nyt

fra Nordjylland