250 svømmere parate til Limfjordskrydseren på lørdag

På lørdag, den 23. august, vil der være usædvanligt meget liv og aktivitet i Limfjorden, når cirka 250 friske motionssvømmere krydser fjorden mellem Aalborg og Nørresundby.

Limfjordskrydseren - nu med to distancer på henholdsvis 600 og 1500 meter
Det er andet år i træk, at Dansk Svømmeunion i samarbejde med Nørresundby Idrætscenter, Aalborg Svømmeklub og Svømmeklubben Nord afholder Limfjordskrydseren.

Denne gang er konceptet udvidet, således det i år er muligt at vælge mellem to distancer - 600 meter og 1500 meter. Begge distancer har start ved kanalen i Aalborg Vest. Målet er det samme for begge distancer, nemlig Nørresundby Lystbådehavn.

Den korte distance udgøres af en lige strækning fra Aalborg til Nørresundby, mens svømmerne på den lange strækning bliver sendt ad en rute mod vest, straks de er ude af kanalen. De svømmer til Jernbanebroen, hvor en bøje rundes og retur til kanalens udmunding, hvorefter Limfjorden krydses.

Glædeligt samarbejde
I Dansk Svømmeunion er man glade for samarbejdet med de to nordjyske svømmeklubber foruden Nørresundby Idrætscenter omkring Limfjordskrydseren, som synes at være en begivenhed, der er kommet for at blive.

- Det er en stor fornøjelse at mærke, hvor meget der lokalt gøres i Aalborg og Nørresundby for at sikre, at der også i Nordjylland arrangeres åbent vand-svømning, siger klubchef i Dansk Svømmeunion, Morten Kjær.

De første svømmere hopper i vandet klokken 13.50. Alle deltagere ventes i mål på Nørresundby-siden senest klokken 15.00.

Der er stadig ledige pladser tilbage til svømmere på dagen på begge distancer.


Seneste nyt

fra Nordjylland