3.000 motorcykler til Fårup

Traditionen med at åbne Fårup Sommerland på motorcykler har grebet om sig. I år håber arrangørerne på op mod 3.000 motorcykler, når Fårup Sommerland åbner for sæsonen Store Bededag.

Vejret varsler forår, og Fårup Sommerland åbner for en ny sæson den 26. april. Siden 2008 har der været tradition for, at nordjyske MC klubber valfarter til parken denne dag, hvor alle på motorcykel kommer gratis ind. Det er Anne Ladefoged fra MC Træf Lundby Krat, der står for arrangementet.

- Ideen opstod med inspiration fra Bakken, hvor man har gjort det samme i årevis. Heldigvis var Fårup Sommerland straks med på ideen, da jeg foreslog det i 2008. Det første år kom der omkring 300 motorcykler. Siden har det grebet om sig, og sidste år toppede vi med over 2000 bikes, selvom der var dystre vejrudsigter. I år forventer vi, at op mod 3000 motorcykler lægger turen forbi Fårup Sommerland, siger Anne Ladefoged.

I sommerlandet glæder man sig til det tilbagevendende besøg.

- Vi synes, at det er en festlig tradition, og alle på motorcykel er velkomne, når vi åbner. Så man behøver absolut hverken være medlem af en klub eller at ha' en stor flot kværn for at komme ind. Motorcykler i alle aldre, former og farver er velkomne hos os, siger adm. direktør Per Dam Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland