35-årig mand idømt forvaring for seksuelle overgreb, vold og hærværk

Den dømte nægter sig skyldig og har anket dommen til landsretten.

En 35-årig mand er torsdag ved Retten i Aalborg idømt en tidsubestemt forvaringsstraf.

Han er dømt for forsøg på voldtægt, vold og trusler samt hærværk.

Den dømte valgte at anke dommen til landsretten, det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Søren Riis Andersen.

quote I forbindelse med forvaringsstraf skal der være tale om grov kriminalitet, og så skal personen vurderes til at være farlig.

Søren Riis Andersen, Anklager, Nordjyllands Politi

At den 35-årige er idømt en af landets strengeste straffe, skyldes ifølge Søren Riis Andersen, at manden var domsanbragt på en institution i Mariager, hvor han afsonede en dom fra Grønland, og derudover er der lægefaglig grundlag for at idømme en forvaringsstraf, som både indeholder en behandling og en løbende vurdering af den dømte.

- I forbindelse med forvaringsstraf skal der være tale om grov kriminalitet, og så skal personen vurderes til at være farlig. Derudover skal det være påkrævet for at undgå ny farlig kriminalitet, forklarer Søren Riis Andersen.

Vold og trusler på institution

De fleste af de voldelige forhold, som den 35-årige er dømt for, er foregået på en institution i Mariager, hvor han har opholdt sig.

Her er han dømt for i en række tilfælde i 2018 og 2019 at have truet og begået vold mod andre beboere og ansatte på stedet, samt for at have forøvet et omfattende hærværk på stedet i juni 2018, hvor han gik amok og smadrede døre, vinduer, møbler og andet inventar.

Han er desuden dømt for forsøg på voldtægt i forbindelse med en sammenkomst i Aalborg i april i år, hvor han forsøgte at voldtage en beruset kvinde.

Den dømte erkendte i retten yderligere et seksuelt overgreb, der fandt sted i juli i år i Brande, hvor han forsøgte at voldtage en kvinde. Et vidne så episoden og råbte op med det resultat, at manden opgav og flygtede.


Seneste nyt

fra Nordjylland