50.000 kr. i dusør i sag om minkudslip

Pelsdyravlere i Nordjylland har udlovet en dusør på 50.000 kr. for oplysninger, der kan føre til opklaringen af minkudslippet ved Frederikshavn natten til den 26. august. Ved minkudslippet blev 8.500 mink lukket ud af deres bure

Efter udslippet arbejdede 150 nordjyske pelsdyravlere og myndighederne intensivt på at indfange minkene.

Den fælles indsats har i høj grad båret frugt, så næsten alle af de ca. 4.000 mink, der kom udenfor farmens indhegning, er indfanget. Angrebet på minkfarmen har imidlertid store konsekvenser for den pågældende avler, der naturligvis har oplevet angrebet som meget voldsomt.

- Sådan et overgreb vil vi ikke finde os i. Det giver nogle meget voldsomme skadevirkninger på minkene og på den omgivende natur og naturligvis for den pågældende avler. Derfor vil vi gerne være med til at hjælpe politiet så meget som muligt med opklaringen. Det prøver vi at gøre ved at udlove dusøren, siger Karsten Beltoft Jørgensen, formand for Nordjyllands Pelsdyravlerforening til TV2/NORD.


Seneste nyt

fra Nordjylland