55.000 ufaglærte i Nordjylland

Nordjylland skriger på faglærte. Det viser alle prognoser. Nu kommer landsdelens hidtil største indsats for at få gjort de mange ufaglærte til faglærte.

I Nordjylland er 55.000 uden faglig uddannelse. Steffen Jørgensen er en af dem. Han er 29 år og har gået som arbejdsmand i forskellige byggefirmaer.  

-Jeg tror bare, at det på et tidspunkt er blevet en hvilepude. Jeg har simpelthen ikke tænkt videre over det, men så var der en formand i A. Enggaard, der fik mig til at tænke lidt mere. Og nu vil jeg gerne have papir på det, jeg kan, siger Steffen Jørgensen.

Han er med i det storstilede projekt, der skal gøre mindst 1150 ufaglærte nordjyder til faglært arbejdskraft. Projektleder Dorte Kronborg, AMU Nordjylland, kalder det landsdelens hidtil største kompetenceløft - fordi erhvervsskoler, virksomheder og samtlige kommuner er med - og fordi der bliver taget omhyggeligt hånd om hver enkelt deltager    

-Vores vækst er afhængig af, at vi har noget kvalificeret arbejdskraft, og vi har brug for, at både den ufaglærte selv og arbejdsgiveren er med på at få løftet de ufaglærte. Allerede nu er der virksomheder, der må sige nej til ordrer på grund af mangel på folk med de rette kompetencer, siger Dorte Kronborg

Mindst 1150 ufaglærte skal blive til faglært arbejdskraft inden for de næste par år, mens projektet løber. Entreprenørvirksomheden A. Enggaard er med i arbejdsprojektet, som hedder ” Vejen til varige job gennem kompetenceløft”.

-Nordjylland går i står, hvis vi ikke gør noget, så selvfølgelig er vi også med. Forhåbentlig får vi også en sjakbajs, en formand eller flere ud af det, siger Leif Birkbak, leder af anlægsafdelingen i A. Enggaard.

Det skønnes, at en ufaglært kan blive faglært på mellem 20 og 51 uger i det nye projekt.

-Men det er meget individuelt. I nogle tilfælde kan vi komme helt ned på fire uger. Mange kan jo få merit og gør det på kortere tid, fordi de har alderen og erfaringen til det. Og det skal vi hjælpe dem til at få øje på. Mange bliver overraskede, når de opdager, at der måske ikke skal så meget til at få papir på en uddannelse, siger projektleder Dorte Kronborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland