650 nordjyder på vej i seniorjob
Foto: Ivan Hansen (arkiv)
De nordjyske kommuner skal ansætte 650 ældre nordjyder i seniorjob.
650 ledige ældre nordjyder kan glæde sig over udsigt til at få et kommunalt job i løbet af året. De har nemlig ret til et seniorjob. Det oplyser DR Nordjylland.
Kommunerne frygter, at det kan blive nødvendigt at fyre andre for at få råd til at ansætte seniorjobberne.
De nordjyske kommuner forventer tilsammen at ansætte omkring 650 personer i seniorjob i år. Alene Hjørring forventer at ansætte 145 seniorjobber i år. Fem gange så mange som budgetteret. Og de skal ansættes i nye job til opgaver, der ellers ikke bliver løst.
- Det kan både være en økonomisk udfordring, og det kan også være en udfordring at finde job, der kan passe til de her personer, siger Ivan Leth, arbejdsmarkedsudvalgsformand i Hjørring kommune.
Staten har lovet at kompensere kommunerne, men Hjørring tvivler ligesom flere andre nordjyske kommuner på, at den bliver fuldt kompenseret. Ivan Leth frygter en ekstraudgift for kommunen på 10 til 12 millioner kroner. Noget der kan få konsekvenser for andre ansatte:
- Det kan indebære fyringer. Det er helt paradoksalt, fordi der er et retskrav et sted, at der så skal fyres folk inden for kerneområder. Det er ikke rimeligt, siger han.
Hjørring presser derfor på over for staten, så den bliver fuldt kompenseret.
Seniorjobbere må ikke skubbe andre ansatte ud. Derfor er flere kommuner i gang med at lave en hel række stillingsbetegnelser med opgaver, som ikke bliver løst i dag.
I Aalborg Kommune skal der ansættes 250 seniorjobbere.