AaB har styr på Bøgelund

Eks-landsholdsspilleren Kasper Bøgelund har gennem længere tid været sat i forbindelse med AaB.

- Vi ved, hvor han er. Men der er ingen afklaring, siger AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen til sporten.dk.

Da AaB for en lille måned siden fik guldmedaljerne
overrakt efter sejren i sidste runde over OB, meddelte Lynge Jakobsen, at han jagtede to forsvarsspillere samt en angriber med henblik på den ny sæson.

- I denne verden skal man være varsom med sine udmeldinger. Derfor har jeg ikke lyst til at delagtiggøre offentligheden i vore overvejelser, siger Lynge Jakobsen.

Indtil videre har AaB kun skrevet kontrakt med den 27-årige australier Michael Beauchamp, som kommer fra Bundesliga-klubben FC Nürnberg.

Til gengæld har man sagt farvel til Danny Califf, Allan Olesen og Lars Nilsson.

- Jeg går på ferie på fredag. Om der sker noget forinden, ønsker jeg ikke at udtale mig om, siger Lynge Jakobsen til sporten.dk.

AaB genoptager træningen efter sommerferien på onsdag. Mandag 1. juli er der lodtrækning til Champions League-kvalifikationen. Og 20. juli møder guld-holdet FC Midtjylland i første SAS Liga-runde.