AaB sejrede i testkamp

Det blev til en sejr over OB, da AaB på udebane spillede den sidste testkamp, inden det igen går løs i 3F Superligaen.

Begge de nordjyske superligamandskaber, AaB og Hobro, testede i dag formen i træningskampe.

AaB var en tur på Fyn, hvor holdet mødte OB på Nature Energy Park. Og det opgør trak nordjyderne sig bedst ud af med en sejr på 3-4.

Efter 15 minutter bragte AaB sig foran 0-1, da Oliver Klitten trillede bolden over stregen efter flot forarbejde af blandt andre Kasper Kusk.

I det 40. minut udlignede OB ved Moses Opondo til 1-1, og blot fire minutter senere bragte Jeppe Tverskov hjemmeholdet foran 2-1, hvilket var stillingen ved pausen.

I anden halvleg udlignede AaB’s Jores Okore til 2-2 på et hovedstødsmål, mens OB fik tilkendt et straffespark, som sikrede fynboerne en føring på 3-2.

Men AaB udlignede efter 74 minutter til 3-3 efter en scoring af Kristoffer Pallesen. Og blot fem minutter senere var AaB’s Tom van Weert på pletten og sikrede sejren på 3-4.

AaB møder søndag ude Esbjerg i 3F Superligaen

Også Hobro testede i dag formen i en træningskamp, før det går løs i superligaen. Modstanderen var Viborg, som Hobro mødte hjemme på DS Arena.

En kamp, som var lukket for pressen, da hjemmeholdet skulle afprøve taktiske detaljer inden mandagens superligakamp ude mod Randers.

Men ifølge bold.dk endte kampen 1-1, og begge mål blev scoret i anden halvleg. Christian Moses bragte Viborg foran efter 77 minutter, og Imed Louati udlignede til 1-1 efter 79 minutter. 


Seneste nyt

fra Nordjylland