AaB taber til FC Nordsjælland
Foto: Bruno Stagsted
På trods af at AaB kom foran 17 minutter inde i kampen, kunne nordjyderne ikke besejre FC Nordsjælland.
Nordjyderne kom ellers foran i første halvleg på mål af Nicklas Helenius, men scoringer fra Joshua John og Kristian Lindberg efter pausen sikrede tre point til udeholdet.
FC Nordsjælland har nu ni point efter fire kampe og fører Superligaen med en bedre målscore end Randers.
FC Nordsjælland var stort set usynlige i første halvleg, men i anden halvleg begyndte det at vakle for AaB-defensiven, der før kampen kun havde lukket et enkelt mål ind i sæsonen.
Det matchvindende mål blev scoret med et kvarter igen efter en AaB-fejl. Patrick Kristensen missede en tæmning, og det udnyttede Joshua John, der stjal bolden, kørte mod AaB-feltet og til sidst lagde bolden på tværs til indskiftede Lindberg, som nemt kunne score.
Det var ellers AaB, der startede kampen klart bedst. Det resulterede også i kampens første scoring, da hjemvendte Nicklas Helenius udplacerede David Jensen i FCN-målet.
Målet kom efter flot nordjysk opspil. Thomas Enevoldsen sendte en bold i dybden til Anders K. Jacobsen, og han lagde bolden elegant på tværs til en fremstormende Helenius, der satte ydersiden på kuglen.
Nordsjælland var som forvandlet i anden halvleg, og 10 minutter efter pausen fik Joshua John også udlignet. Den hurtige kant udnyttede sin fart, da han modtog bolden centralt i banen og drev ned mod et passivt og tomt AaB-forsvar.
Inde i feltet udplacerede han målmand Nicolai Larsen, der lige akkurat ikke kom ned til den flade afslutning. Senere var det så Kristan Lindberg, der scorede det afgørende mål.
AaB formåede aldrig at lægge det nødvendige pres på udeholdets mål, og Nordsjælland var flere gange tæt på at udbygge føringen. Uffe Bech ramte blandt andet stolpen til sidst.
Men kampen endte 2-1 til FCN, og det betyder, at de er Superligaens nye førerhold. Omvendt må AaB se sig slået for første gang i ligaen i denne sæson, og de forbliver dermed på fem point efter fire kampe.
AaB får i næste spillerunde besøg af Esbjerg, mens FCN igen skal til Nordjylland i næste uge, hvor oprykkerne fra Hobro venter.