AaB-træner efter nederlag: En toppræstation
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Trods nederlaget til FC Nordsjælland mener Kent Nielsen, at hans AaB-mandskab leverede en stærk indsats.
AaB leverede spillemæssigt en glimrende præstation, da nordjyderne lørdag aften gæstede FC Nordsjælland. Godt spil var dog ikke nok til point, FCN vandt med 2-1.
Det ærgrer AaB-træner Kent Nielsen, der så rigtig mange fine præstationer fra sine spillere.
- Det var i mine øjne en toppræstation, en af de bedste præstationer, vi har leveret i 2013, siger Nielsen.
- I mange af spillets facetter var vi bedst. Det vinder man ikke fodboldkampe på, men det er en god forudsætning for at gøre det. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi præsterer som i dag, ligger der mange point og venter på os.
- Jeg står med bevidstheden om, at man skal slå til, når man har sine gode perioder, hvor man skaber chancer. Vi blev slået af et Nordsjælland-hold, der var skarpere end os, siger AaB-træneren.
At præstationen var i top, gør det noget nemmere for Kent Nielsen at sluge lørdagens nederlag.
- Det værste for en træner et at tabe, når man spiller elendigt. At tabe, men spille godt, gør stadig ondt, for resultatet er nu det vigtigste. Men vi har meget spillemæssigt at tage med, og det har vi tænkt os at gøre.
Kasper Kusk kom på tavlen for nordjyderne, men han havde svært ved at glæde sig over målet.
- Vi er pivskuffede, for vi spillede rigtig godt. Forskellen var sådan set, at vi skulle bruge fem-seks chancer for at score, mens FCN skulle bruge en eller to, siger Kusk.
- Lige nu og her er vi ekstremt skuffede, men jeg er ikke i tvivl om, at der venter mange point, hvis bare vi fortsætter i samme rille spillemæssigt og så lige bliver den tand skarpere foran kassen.
Trods nederlaget er AaB stadig treer i Superligaen.