Aalborg DH flytter hjem

Søndagens ligakamp mellem Aalborg DH og KIF Vejen, der efter planen skulle være spillet i KFUM Hallen i Aalborg, er i sidste øjeblik flyttet hjem til Gigantium Arena.

Håndboldkvinderne fra Aalborg DH flytter hjem til de velkendte rammer, når holdet på søndag tager imod KIF Vejen i Kvindernes Håndbold Liga. Det sker, fordi hallen i Hasseris ikke lever op til Dansk Håndbold Forbunds strammede regler for udskiftningsareal og dommerbord.

Ændringen betyder, at hajerne på lørdag flytter kampen hjem til klubbens vante rammer, når Gigantium Arena lægger gulv til opgøret, og det vækker stor glæde omkring holdet.

- Når vi nu skal flytte kampen, så er det rigtig dejligt, at vi skal spille den hjemme i Gigantium - Det giver ekstra tryghed at være i vores faste rammer. Det betyder også meget, at der er plads til ekstra mange tilskuere, nu hvor der er gratis adgang til kampen, siger Aalborg DH's cheftræner Allan Heine i en pressemeddelelse.

Det var oprindeligt planlagt, at fem af sæsonens ligakampe skulle være afviklet i den intime hal i det vestlige Aalborg, men regelændringen betyder altså, at ingen af holdets planlagte ligakampe bliver spillet i KFUM Hallen.

Opgøret mellem Aalborg DH og KIF Vejen spilles søndag klokken 15 i Gigantium Arena, hvor klubbens hovedsponsor Sparekassen Himmerland sørger for gratis adgang til kampen.


Seneste nyt

fra Nordjylland