Aalborg DH fyrer direktør
Foto: Ib William Christensen
Klubejer Bjarne Brath skriver på Aalborg DHs hjemmeside, at han selv er direktør i klubben fra nu af. Derved er Lars Steffensen, der indtil nu har siddet i direktørstolen, sat på porten.
Aalborg DH har igennem den seneste tid gennemgået en rekonstruktion af selskabet bag klubben for at undgå en ellers truende konkurs. Og nu venter en helt ny start, skriver klubejer Bjarne Brath på klubbens hjemmeside. En ny start med nye medarbejdere og en ny direktør i klubben. Klubejeren skriver, at han selv indtræder som direktør i ligaklubben.
- Det (nye Aalborg DH ApS, red.) er på nuværende tidspunkt ejet og drevet af mig, og indtil den nye ejerkreds er helt på plads, fungerer jeg som direktør, skriver Bjarne Brath på hjemmesiden her til aften.
Bjarne Braht siger efterfølgende til NORDJYSKE, at han ikke vil svare på, om han har været tilfreds med tidligere direktør Lars Steffensens arbejde.
Den udmelding kommer imidlertid bag på Lars Steffensen, der fra sit feriested i Tyrkiet, stadig troede, at han var direktør i klubben.
- Det var en ubehagelig overraskelse at skulle læse i Nordjyske om min fyring som direktør i Aalborg DH. Jeg har arbejdet nat og dag i langt over et år på at rydde op i fortidens mange fejlbeslutninger og på at genskabe klubben, siger en skuffet Lars Steffensen til TV2/Nord.
- Jeg er ærgerlig over ikke at få lov at vise, hvilket grundlag hele holdet i Aalborg DH har skabt sammen, og hvad vi som team kunne udrette. Men jeg må tage artiklen i Nordjyske til efterretning og gå videre med mine mange andre gøremål, slutter Lars Steffensen.