Aalborg-forskers rumopfindelse eksploderede med raket

En forsker fra Aalborg Universitets opfindelse til fem millioner kroner gik tabt, da NASA-raketten Antares tirsdag eksploderede.

Videoen af rumraketten Antares, der eksploderer få sekunder efter, at den er lettet fra NASA's base i Virginia i USA, er en af de mest sete videoer på internettet i de seneste dage.

Raketten var ubemandet, men flere har alligevel set den mislykkede opsendelse med vemod. En forsker fra Aalborg Universitet troede ikke sine egne øjne, da han så raketten blive splittet i atomer.

- Jeg var bare chokeret. Det var, som om en sort klap gik ned, siger Anders Kristensen, lektor ved Aalborg Universitet, til Ingeniøren.

Med på raketten var et projekt fra Aalborg Universitet. En såkaldt sejlbremse til en værdi af fem millioner kroner. Opfindelsen skulle være med til at mindske mængden af rumskrot.

Anders Kristensen opfandt sejlbremsen sammen med kollegaen Lars Damkilde, og de to forskere tog patent på mekanismen i 2009. Forskerne havde ikke forsikret sejlbremsen, fordi ville være for dyrt, og dermed gik projektet til en værdi af fem millioner kroner op i røg, da raketten eksploderede.

- Vi kan sagtens bygge det hele igen. Vi har ovenikøbet flere reservemodeller af flere af komponenterne og virtuelle modeller af resten. Det afgørende er at finde midler til byggeriet og en ny opsendelse, siger Anders Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland