Aalborg Kommune skærer på kontanthjælpsområdet
Aalborg Kommunes beskæftigelsesudvalg forventes i morgen at vedtage besparelser på syv millioner kroner på kontanthjælpsområdet i kommunen.
Socialrådgiverne er sure
Besparelserne vil ramme de svageste i samfundet mener blandt andet socialrådgiverne.
Socialrådgiverne gik i dag mandag klokken 16 til fyraftensmøde for at diskutere, hvad de skal stille op med kommunens planer.
- Lige nu er det en mangeårig praksis kommunen vil fjerne alene af økonomiske hensyn. Vi frygter at det vil ramme fagligheden i vores arbejde. Godt socialarbejde koster penge og lige nu er det de svageste i samfundet Aalborg Kommune rammer, siger socialrådgivernes tillidsmand Lasse Olsen.
60 projektpladser skal væk
Blandt andet lægger beskæftigelsesudvalget op til at spare 60 projektpladser væk og det rammer blandt andet Marianne Hansen:
- Jeg tror jeg ryger tilbage i det gamle mønster med modløshed og frygt for fremtiden. Jeg kommer til at gå hjemme i stedet for som i dag på Basen (Aktiveringstilbud. Red. )hvor der er masser af opbakning og netværk, siger hun.
Aktiverede tabes
Marianne er en af de aktiverede som har set lyset for enden af tunnellen, men hun frygter at mange andre er så svage, at de bliver tabt hvis aktiveringen forsvinder.
- Kommunen håber vel på, at vi selv finder noget, men mange af de aktiverede er så svage at det er meget usandsynligt. Mange har depressioner eller social angst og så er det rigtige ikke at sende dem hjem i en lejlighed, siger Marianne Hansen.
Det er regeringens skyld
Aalborg Kommune erkender problemet, men gør opmærksom på, at besparelserne er en følge af regeringens lovgivning på området.
- Det er pest eller kolera det her. Vi bliver nødt til at finde pengene på budgettet og det kan kun ske ved at pille ved aktiveringstilbuddene og det gør ondt, slutter medlem af Beskæftigelsesudvalget i Aalborg Kommune for Socialdemokraterne Brian Bøgh Eriksen.