Aalborg lufthavn er blevet 23 procent billigere

Aalborg Lufthavn er blevet bedre til at konkurrere på prisen, viser ny opgørelse.

Aalborg Lufthavn, der onsdag fylder 75 år og samtidig indvier deres nyeste tilbygning, er blevet meget bedre til at konkurrere på prisen over de senere år. Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.

Selvom Aalborg Lufthavn i en årrække har været henvist til den nederste placering på præmieskamlen, når det handler om billetpriser, behøves det ikke fremover være tilfældet. Siden 2009 er priserne på billetter fra Aalborg til de europæiske storbydestinationer nemlig faldet med 23 procent, og Aalborg er derfor lige i hælene på Billund Lufthavn, der indtil nu har siddet sikkert på en andenplads. Københavns Lufthavn i Kastrup er og har længe været den billigste.

Det er rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, der har laver Dansk Flyprisindex, som tallene stammer fra. Her vurderer man, at det er Norwegians rejser fra Aalborg over København, der har sænket priserne fra Nordjylland, ligesom lufthavnen har været god til at tiltrække nye direkte ruter til storbyer i Europa.

Københavns Lufthavn er blevet 12 procent billigere siden 2009, mens Billund og Aarhus lufthavne er blevet henholdsvis 1 og 2 procent billigere, skriver Jyllands-Posten.


Seneste nyt

fra Nordjylland