Aalborg Pirates: Præsenterer nye spillere og nyt trænerteam

Torsdag eftermiddag holder Aalborg Pirates pressemøde, og her vil de offentliggøre et nyt trænerteam samt nye spillere.

Når Aalborg Pirates i eftermiddag åbner op for pressemøde i Gigantium, vil de præsentere tre nye spillere samt et nyt trænerteam.

- Vi har store forventinger til pressemødet, og jeg tror, folk bliver meget glade og begejstrede. Vi vil gerne bygge fremtiden på vores egene spillere, men det er også nødvendigt med noget rutine udefra. Men vores mål er, at inddrage flere og flere egne talenter, siger Morten Fals, der er bestyrelsesformand for Aalborg Pirates.

Også trænerteamet er de godt tilfredse med.

- Vi er sikre på at vi har fundet et spændende team. Vi glæder os til at præsentere dem. Det er et team, der både kan og vil arbejde med de unge, siger Morten Fals.

Der er også brug for noget begejstring efter klubbens hårde kamp med at skrabe pengene sammen til at sikre klubbens overlevelse.

- Vi har brug for noget positivt efter de økonomiske problemer, vi har haft. Og det tror jeg helt sikkert, de nye spillere og det nye trænerteam vil kunne give, siger Morten Fals.


Seneste nyt

fra Nordjylland