Aalborg-træner kræver kraftindsats i CL

Aalborgs håndboldherrer skal slås i forsvaret, når holdet møder slovenske Gorenje i Champions League onsdag.

Det er i forsvaret, hos målmændene og i kontrafasen, at Aalborg Håndbold skal stå stærkest, hvis slovenske Gorenje Velenje skal besejres i onsdagens Champions League-opgør. Og skal der point med hjem til Nordjylland kræver det store præstationer fra spillerne.

- Havde vi stillet med fuldt hold, havde vi haft en god chance for at få to point, men nu synes jeg, at Gorenje er favorit til kampen i morgen.

- Dermed ikke sagt, at vi ikke har muligheden for at få to point, men det kræver en mandfolkeindsats, og at de samme folk, som spillede rigtig godt mod Hamburg, gør det en gang til, siger Aalborgs cheftræner, Nikolaj Jacobsen.

Holdet er hårdt ramt af skader, men var alligevel tæt på at hive sensationelle point hjem mod Hamburg SV i søndagens Champions League-kamp. Derfor handler det også om at køre videre mod Gorenje.

- Det er det samme hold. Jeg har ikke andre spillere til rådighed, så det bliver de unge drenge, der skal i ilden igen.

- Som det er nu, skal vi stille et stærkt forsvar og med gode målmænd. Det skal fungere, hvis vi skal have en chance. Vores angrebsspil er ikke så gennemarbejdet qua de mange skader.

- Vi kan kun mønstre tre bagspillere til i morgen, så det er forsvaret, målmændene og forhåbentlig en god kontrafase, der kan være med til at sikre os et point eller to, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

Han understreger samtidig, at holdet går benhårdt efter at vinde i Slovenien.

Aalborg-mandskabet ligger før kampen på en tredjeplads i puljen med en bedre målscore end Gorenje på fjerdepladsen.

- Det er en vigtig kamp for os. Puljen er jo, som alle lidt havde forventet. Hamburg og Flensburg har vist, at de lige er et niveau over os andre, så nu begynder kampen om tredje- og fjerdepladsen for alvor at udspille sig, siger nordjydernes cheftræner.

Kampen fløjtes i gang onsdag klokken 19.15.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland