Aalborg Universitet runder 1000 nye ingeniør-studerende

1008 nye ingeniørstuderende på Aalborg Universitet åbner bøgerne 1. september. Det er ny rekord.

1. september starter i alt 1008 nye ingeniørstuderende på Aalborg Universitet. Det er ny rekord og stemmer godt overens med erhvervslivets behov for ny arbejdskraft med ingeniør-kundskaber.

- Det er altid dejligt at kunne bidrage til at levere arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger, og som er en forudsætning for fortsat vækst. Og glæden bliver ikke mindre af, at det langt fra var givet, at vi ville nå det flotte optag, siger prorektor ved Aalborg Universitet Inger Askehave.

- Det skyldes, at der i år til forskel fra sidste år er indført adgangsbegrænsning på vores mest populære civilingeniøruddannelse, Arkitektur & Design, men det til trods når vi altså et rekordhøjt antal nye civilingeniørstuderende, og det er vi meget tilfredse med, siger hun videre.

Samtidig stiger antallet af diplomingeniør-studerende på Aalborg Universitet også. Her optages der i år 205 nye studerende mod 189 sidste år.

Det flotte optag af ingeniører kan dog ikke forhindre en samlet tilbagegang i optaget på Aalborg Universitet. Årets 4528 studiepladser i Aalborg, Esbjerg og København er 247 færre end sidste år. Men bagved gemmer der sig et rekordstort antal ansøgninger til universitetets uddannelser. I alt 14.904 har søgt om at komme ind på Aalborg Universitet. Af disse var 5211 ansøgninger de kommende studerendes førsteprioritet.

- Når vi så det til trods ender med en samlet tilbagegang skyldes det dels, at vi som følge af dimensioneringsplanen er blevet pålagt at indføre adgangsbegrænsning på flere af vore uddannelser, dels at vi af kapacitetsmæssige årsager - både hvad angår undervisere og bygninger - selv har indført adgangsbegrænsning på en række uddannelser. Det betyder, at vi i år har adgangsbegrænsning på 43 uddannelser - sidste år var tallet 10. Uden de nye adgangsbegrænsninger havde vi igen i år samlet haft et rekordstort optag, siger prorektor Inger Askehave.


Seneste nyt

fra Nordjylland