Alligatorejer: Tyveriet var planlagt

De to dværgkaimaner, der er blevet stjålet i Vebbestrup, står ikke alene. I alt fire dyr er forsvundet, og ejeren mener, at tyveriet er nøje planlagt.

Ukendte gerningsmænd har stjålet to levende dværgkaimaner, som er en del af alligatorfamilien. De to dyr er cirka en meter lange.

Ved samme indbrud er der forsvundet to steppevaraner. Desuden var to grønne leguaner og en slange pakket og stod klar til transport, da ejeren, Nikolaj Nørgaard Lauersen, kom hjem til de tomme bure. Dem havde tyvene ikke nået at få med. Ifølge ham, er der ikke tvivl om, at alligatortyveriet har været planlagt på forhånd.

- Dværgkaimanerne er jo ikke ligefrem venlige dyr. Dem tager man ikke bare lige med, siger Nikolaj Nørgaard Lauersen til TV2/Nord.

Dyrene er privatejede. Krybdyr er Nikolaj Nørgaard Lauersens helt store hobby.

- Og så gør det altså ondt, når de bliver væk, siger dyreejeren.

Nordjyllands Politi mangler spor efter de forsvundne dyr. Har du information om dyrene, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland