Alt for høj fart på de nordjyske veje: - Det er dybt bekymrende

Ved en målrettet hastighedskontrol i Nordjylland var der 692 sager med for høj hastighed. Bekymrende, lyder det fra Nordjyllands Politi.

Alt for mange nordjyder drøner rundt på vejene med for høj fart.

Som en del af en landsdækkende hastighedskontrol blev der i uge 17 gennemført 51 kontroller i Nordjylland. I alt blev der konstateret 692 sager, hvor chaufførens fod hvilede for tungt på speederen.

- Det er dybt bekymrende, at mange kører så hurtigt, siger Thomas Ottesen, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Hastighedsoverskridelser

Ved de målrettede hastighedskontroller i Nordjylland blev der i alt konstateret 692 hastighedsoverskridelser, heraf:

  • 330 overskridelser af den generelle hastighed i byerne
  • 217 overskridelser af den generelle hastighed på landeveje og motorveje
  • 145 overskred den skiltede hastighed på vejene, blandt andet hvor hastigheden var nedsat på grund af vejarbejder.

151 kilometer i 70 kilometerzone

Politikommissæren fremhæver en strækning ved Visborg, hvor der på en enkelt time blev registreret 17 hastighedsovertrædelser.

14 af dem udløste klip i kørekortet, to af dem medførte betingede frakendelser, mens en af dem udløste en ubetinget frakendelse af kørekortet.

Den hurtigste, man målte på landevejen ved Visborg, kørte 151 kilometer i timen, hvor man måtte køre 70 kilometer i timen.

Ved Rebild blev en motorcyklist målt til at køre 159,6 kilometer i timen i en 80 kilometerzone.

- I Nordjylland har vi mange lange, lige strækninger, som desværre indbyder til fart. Derudover er der ikke så mange bilister i de her corona-tider, så man har mere vejene for sig selv, siger Thomas Ottesen.

Rigspolitiet: - Det er en voldsom stigning

På landsplan blev der konstateret 11.908 hastighedsoverskridelser.

- Det er en voldsom stigning i forhold til de kontroller, vi lavede sidste år på samme tid. Det er skræmmende at se, siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

quote Det er en voldsom stigning i forhold til de kontroller, vi lavede sidste år på samme tid. Det er skræmmende at se.

Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Han fortæller, at man i Nordjylland ligger lidt lavere end resten af landet, når det kommer til fartsyndere målt i uge 17.

- Der er ikke lige så mange i Nordjylland, som vi ser omkring de større byer som Aarhus og København. Men det er stadig højt, siger Christian Berthelsen.

- Det er en øjenåbner

Resultaterne fra hastighedskontrollerne kan få betydning for indsatsen over for fartsyndere i Nordjylland.

- Det er en øjenåbner for os i forhold til, hvor vi skal prioritere – og om vi skal opjustere vores indsats. Hastighederne skal ned på vejene, siger politikommissær Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi.

quote Det er en øjenåbner for os i forhold til, hvor vi skal prioritere.

Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi

Fra 2013-2018 mistede 403 personer på landsplan livet i en trafikulykke, hvor en eller flere af de involverede kørte for stærkt i forhold til det tilladte eller forholdene.


Seneste nyt

fra Nordjylland