Andersen på årets hold i Sverige

Den tidligere White Hawks-målmand Frederik Andersen er blevet udtaget til Årets Hold i den bedste svenske række, ligesom han er kåret til Eliteseriens næstmest værdifulde spiller. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Efter to succesfulde sæsoner hos Frederikshavn White Hawks skiftede Frederik Andersen i sommer til Frôlunda i Göteborg. Her har han i denne sæson haft en imponerende redningsprocent på 94,1.

Ud over at være på Årets Hold kan Frederik Andersen glæde sig over, at Aftonbladet har kåret ham til den næstmest værdifulde spiller i Eliteserien.

- Jeg er stolt af at være i toppen på listen. Det er beviset på, at vi har haft en god sæson i Frölunda indtil videre. Det er lige så meget spillerne foran mig, der har været med til at gøre mig god, siger Frederik Andersen til tv2sport.dk.

Frederik Andersen blev i sommeren 2010 draftet af NHL-klubben Carolina Hurricanes, som for nogle uger siden gav udtryk for, at klubben måske vælger at hente den danske landsholdsmålmand til USA i den kommende sæson.


Seneste nyt

fra Nordjylland