Anholdt efter overfald

Politiet har nu fået fat i de to mænd, som tirsdag er mistænkt for at have slået og påkørt en 49-årig kvinde i Aalborg Øst.

En 19-årig og en 24-årig mand blev her til formiddag anholdt og taget med til afhøring hos Nordjyllands Politi. De er nu sigtet for flere forhold: Vold, færdselsuheld med flugt, kørsel uden førerret og tyveri af benzin fra en tankstation i Svenstrup.

Tirsdag formiddag blev en 49-årig kvinde overfaldet på Aggersundvej i Aalborg Øst.

Kvinden havde set, at hendes søns kammerater kørte rundt i hendes bil. Da hun bad mændene om at aflevere nøglerne til bilen, stod den ene - en yngre mand - ud af bilen og tildelte hende flere knytnæveslag i ansigtet, så hun faldt om på jorden.

Da mændene ville forlade stedet i bilen, kørte de over kvindens arm, så den brækkede.

Efter endt afhøring blev de to mænd løsladt igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland