Anne gik glip af historisk nytårstale: Nu tager hun revanche
Hvad gør man, hvis man går glip af et stykke Danmarkshistorie? 18-årige Anne Skjølstrup Laustsen tager revanche med maner sammen med 50 andre nordjyder.
Det er nok de færreste danskere, der i forvejen skriver sig på listen over folk, der ikke ser dronningens nytårstale.
Og dem, der missede dronningens seneste - og sidste - en af slagsen, vil nok for altid slå sig oveni hovedet med, at de gik glip af det historiske øjeblik.
En af dem, der var ærgerlige over at misse øjeblikket, er 18-årige Anne Skjølstrup Laustsen fra Gunderup.
- Jeg må være ærlig at sige, at jeg nok som den eneste i Danmark missede, da dronningen annoncerede sin abdicering. Så jeg synes det mindste, jeg kan gøre, det er at tage med og se historien udfolde sig i virkeligheden, siger hun.
Anne Skjølstrup Laustsen er den yngste passager på den bus, som TV2 Nord seerklub, Club Nord, har sendt afsted mod det show, som TV2 Og DR er gået sammen om til ære for HKH Dronning Margrethe 'Den største tak'.
Hun er afsted sammen med sin mor, Karina Laustsen, i en pakket bus med kransekage, Dronning Margrethe-quiz, bingospil og naturligvis champagne.
For hjemme hos familien Laustsen støtter de op om Kongehuset.
- Jeg synes, dronningen har taget nogle gode beslutninger her på det seneste, og hun repræsenterer Danmark rigtigt godt i udlandet. Og jeg synes, hun er god til at tage nogle emner op i hendes nytårstale, som giver god mening, siger mor Karina Laustsen og fortsætter:
- Der er ikke så mange med så stort et publikum som hende, der tør tale om ensomhed eller håndens arbejde. Og jeg synes ofte, det hun siger, er rigtigt godt.
Se indslaget med mor og datter ombord på den royale partybus herunder:
De to er taget afsted mod København med 50 andre, der får lov at oplevet hyldestshowet på helt tæt hold.
'Margrethe-ist' fældede tåre
En af de andre, der har valgt at tage den lange tur er Lise Hedin fra Hadsund. Hun er så heldig, at hendes veninde har vundet to billetter til showet, og veninden valgte at tage Lise med.
- Vi skal hylde dronningen, fordi hun har gjort det rigtigt godt. Det tror jeg, vi alle i Danmark synes, eller i hvert fald 98 procent af befolkningen, lyder vurderingen fra Lise Hedin.
Selv mindes hun især øjeblikket, hvor dronningen giftede sig med Prins Henrik.
- Der var jeg kun en stor pige, men det er nok fordi, man har det mange gange i tv siden. Hun sidder i kirken på bænken med Henrik på sin højre hånd, og så vender hun lige blikket rundt og kigger på sin farmor, og hun var så glad, kunne man se på hende, fortæller en tydelig berørt Lise Hedin, der selv blev chokeret, da dronningen annoncerede, at hun abdicerede.
Annonceringen fik den selvbestaltede 'Margrethe-ist' til at fælde en tåre.
- Jeg troede ikke, det kunne passe. Men sådan er det, og er det hendes beslutning, så tror vi alle sammen, at det er den rigtige beslutning hun har taget, lyder det fra Lise Hedin, der i sær glæder sig til at se de tre sangkoryfæer Lis Sørensen, Sanne Salomonsen og Anne Linnet i aktion i aften.
- Og så glæder jeg mig til at høre Safri Duo og Livgardens Tambourkorps, slutter Lise Hedin.
Udover de nævnte kunstnere kan seerne og det fremmødte publikum glæde sig til at høre Caroline Henderson og Jesper Binzer, Pil og Mads Langer samt Søs Fenger og Peter A. G., og Katinka og DR Pigekoret.
Også Scarlet Pleasure, Svea S, Eivør og Inuanima, Katrine Gislinge og Silas Bjerregaard i et show, som bliver krydret med humoristiske bidrag, indslag fra de nordatlantiske dele af kongeriget og balletdansere fra Det Kongelige Teater.
Der er gratis entre til showet, men hvis ikke du selv har mulighed for at være der, kan du se det på TV2 og DR klokken 19.30.