Antallet af coronaindlagte stiger i Nordjylland
Foto: Aalborg Universitetshospital
2.388 personer er det seneste døgn smittet med covid-19 i Nordjylland, og på sygehusene er antallet af indlagte steget med 14 det seneste døgn, så der nu er 90 indlagte coronapatienter i regionen.
Covid-19-smitten fortsætter med at stige både i Nordjylland og på landsplan. På landsplan er der i dag registreret 28.282 nye smittede, hvilket er ny rekord.
Det er stadig i kommunerne i og omkring København, at smittetallet er størst, men også i flere nordjyske kommuner er incidenstallet i dag over 2.000 pr. 100.000 indbyggere.
Morsø Kommune er den kommune i Region Nordjylland, som har flest smittede opgjort pr. 100.000 indbyggere. Her er det aktuelle incidenstal 2.536 og 508 personer er smittet de seneste syv dage. Det svarer til, at 2,5 procent af befolkningen i Morsø Kommune er smittet den seneste uge.
Også i Vesthimmerlands Kommune har smittetallet i længere tid været blandt de største pr. 100.000 indbyggere. Her er incidenstallet i dag på 2.469 og 897 er smittet de seneste syv dage - svarende til 2,4 procent af befolkningen i kommunen.
Mariagerfjord Kommune har Nordjyllands tredjestørste incidenstal med 2.279 og 948 smittede den seneste uge, svarende til 2,2 procent af befolkningen i kommunen.
Kommission vil fastholde restriktioner
De rekordhøje smittetal kommer på en dag, hvor sundhedsordførerne i Folketinget drøfter de nuværende restriktioner, og op til mødet onsdag eftermiddag har både Venstre og Konservative krævet at restriktionerne lempes.
Det er dog ikke en anbefaling, som Epidemikommissionen støtter. Kommissionen, der rådgiver Folketinget og regeringen om covid-19-pandemien, skriver i en rådgivende vurdering, at den fortsat mener, at de nuværende restriktioner er nødvendige.
Det fremgår af vurderingen, der er lagt på kommissionens hjemmesiden.
- Med en voksende epidemi, usikkerheden omkring omfanget af de sundhedsmæssige konsekvenser af smittespredning med omikron-varianten, stigende indlæggelsestal, og dertil i øjeblikket en grad af overdødelighed i Danmark er det samtidig Epidemikommissionens vurdering, at det aktuelle restriktionsniveau fortsat er nødvendigt og proportionalt, skiver kommissionen.
Kommissionen noterer sig, at børnene onsdag er vendt tilbage i skole, hvilket i forvejen vil øge kontakten i samfundet og dermed den mulige smitte.