A.P. Møller Fonden skænker 1,5 million til Thy-projekt
Foto: Nationalbanken
Det socialøkonomiske projekt, Thy Naturkraft, modtager 1,5 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden. Formålet med projektet er at skabe jobs til unge med særlige behov.
Elmelund, der er et bo - og uddannelssted for sentudviklede unge mellem 18 og 30 år, satte i 2014 et nyt projekt i gang. Thy Naturkraft hedder det, og projektet har netop modtaget 1,5 million kroner fra A. P. Møller fonden.
Formålet med Thy Naturkraft er at skabe jobs til unge med særlige behov og at skabe socialøkonomisk erhvervsudvikling i Thy og på Mors.
- Vi er meget taknemmelige over at være kommet i betragtning hos A. P. Møller Fonden. Støtten er en forudsætning for, at vi overhovedet kan komme videre med Thy Naturkraft, siger forstander for Elmelund, Alice Andersen.
Elmelund afklarer og optræner unge med særlige behov til uddannelse og arbejde, og i alt 60 unge skal involveres i det nye projekt Thy Naturkraft i en tre årig periode.
- Støtten dækker anskaffelse af lokaler og indkøb af maskiner til projektet. Men det vigtigste for mig og Elmelund er den store anerkendelse, der ligger i at blive set og bakket op i vores sociale arbejde af A. P. Møller Fonden. Det er et stort skulderklap, siger Alice Andersen.
Thy Naturkraft er det største projekt i Elmelunds 18-årige historie og er skabt i samarbejde med Nationalpark Thy, Naturstyrelsen Thy, Regional Madkultur Thy samt Mors og Thy Erhvervsforum.