02:11

Foto: TV2/Nord

1 af 2

Årets julemærke afsløret - nordjysk pige var med helt i front

12-årige Josefine Fleron fra Nibe havde nemlig fået æren af at overrække en buket til julemærkefondens protektor Konprinsesse Mary. Josefine har gået på julemærkehjemmet i Hobro, og i år er hun blevet udvalgt til at være med til at reklamere for julemærket.

Når du køber et Julemærke, støtter du de danske Julemærkehjem. Sådan har det været siden 1912, hvor de første Julemærkehjem åbnede. Tidligere kunne Julemærkehjemmene alene drives for indtægterne fra salg af Julemærket, men sådan er det ikke længere. I dag udgør indtægterne fra salg af Julemærket under halvdelen af omkostningerne for de fire Julemærkehjem. Til det siger Julemærkefondens direktør, Søren Ravn Jensen:

- Salget af Julemærket er fortsat den største indsamling til Julemærkehjemmene, og vi har hårdt brug for hver en krone. Hjemmene drives næsten alene for indsamlede midler, vi modtager kun 6 % i offentligt tilskud. Lige nu har vi 400 børn på venteliste, så vi håber, at rigtig mange husker det lille velgørenhedsmærke i den travle juletid. Det er måske bare et lille Julemærke, men det har stor betydning for udsatte børn i Danmark, slutter han.

12-årige Josefine Fleron fra Nibe var i dag med helt fremme under lanceringen af årets julemærke. Hun kom på Julemærkehjemmet i Hobro, fordi hun gerne ville have hjælp til at tabe sig og få styrket sit selvværd.

- Det allerbedste er, at man aldrig er alene på et Julemærkehjem. Der er altid nogen at snakke, pjatte eller gå ture med. Der er næsten aldrig skænderier, og alle hjælper hinanden, siger hun.

Hun vil dog gerne begynde med at slå fast, at det er "fantastisk" at være Julemærkebarn, når den første tids hjemve har lagt sig. For det gør den.

- Ja, man opdager hurtigt, at der ikke er tid til at have hjemve. Dagene flyver afsted. Vi bliver vækket klokken halv otte, børster tænder, tager tøj på og reder vores senge. Når værelset er godkendt af en voksen, spiser vi morgenmad. Efter morgenmaden er der nogle dage skole, andre dage 2,7 kilometer morgengåtur efterfulgt af skole, fortæller Josephine - og røber sin glæde ved det faste skema:

- Man ved altid, hvad man skal.

Når dansk-, matematik- og engelsktimerne er klaret i fin stil, går det løs med fritidsaktiviteter.

- Vi har for eksempel hoppepuder, idrætshal og motionsrum. Vi er aktive meget af tiden - faktisk skal vi røre os en hel time om dagen. Vi spiller fodbold og rundbold og går i svømmehallen - men nogle gange går vi også bare op på værelserne og spiller "Fisk" eller andre spil, snakker og hører musik, forklarer Josephine.

- Når vi skal spise, kan vi ikke bare tage lige så meget, vi har lyst til. De voksne bestemmer, og det er ok - for så lærer man lidt om mad, og hvor meget mad man egentlig har brug for, fortsætter Josephine, som også har skullet vænne sig til at bruge mobiltelefon og iPad ganske lidt.

Josephines mor, Betina, har med glæde fuldt med fra sidelinjen. Hun har været vidne til en markant udvikling i løbet af ganske få uger.

- Josephine har fået rigtig meget ud af sit ophold på Julemærkehjemmet i Hobro. Hun har lært en masse om kost og motion - og hendes selvværd har fået et kæmpe boost. Det er noget, der varmer, kan jeg love dig, fortæller Betina.

Det er ikke svært for Josephines mor at forklare forskellen på sin datter før og nu.

- Hun hviler meget mere i sig selv og er mindre opfarende. Hun er generelt blevet en gladere pige - og er ikke længere ked af sit eget spejlbillede. Samtidig har hun lært at sige fra og stå fast på sit, og de egenskaber er jo guld værd, lyder det fra Betina.

Der findes Julemærkehjem i Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted. Hvert år får 750 børn et ophold på et Julemærkehjem og de taber sig i gennemsnit 9,3 kilo i løbet af opholdet.