Kort Nyt

Arla ansatte strejker - hvad betyder det for dig?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Arbejdsnedlæggelsen på Arlas syv afdelinger i Svenstrup, Bislev, Videbæk, Holstebro, Rødekærsbro, Esbjerg og Taulov er har varet siden mandag. 

Og det kan måske godt få dig til at frygte for din mælk, ost og smør, men den frygt er ubegrundet, lyder det fra mejerigiganten.

- Forbrugerne kan ikke mærke det nu, og vi forsøger at gøre sådan, at forbrugerne generelt kommer til at mærke det mindst muligt - også hvis strejken fortsætter, siger Jonas Barfod, der er pressemedarbejder hos Arla Foods til TV Midtvest.

Han fortæller videre, at arbejdsnedlæggelsen ikke giver prop i produktionen – i hvert fald ikke endnu.

- Vi har forskellige anlæg, hvor vi kan sende mælken hen, og vi har store kunder i udlandet, som vi også sender mælk til. Så indtil videre har vi en plan på kort sigt, og vi har også en på længere sigt. Men den vil jeg ikke fortælle om, siger Jonas Barfod.

Læs hele historien her.

Lydfil skal undersøges til bunds og uden kommunaldirektøren

En 25 minutter lang lydfil, som TV2 Nord kom i besiddelse af, bliver nu taget op på et byrådsmøde 30. oktober.

Det bekræfter Venstre i Frederikshavn Kommune til TV2 Nord.

På lydfilen kunne man høre, at en medarbejder i kommunen instruerede Frederikshavn Havn til at mørklægge visse dokumenter, som TV2 Nord havde søgt aktindsigt i.

Venstre i Frederikshavn mener, personalesagen, der er kommet i kølvandet på den offentliggjorte lydfil, ikke kan undersøges af blandt andre kommunaldirektør, Thomas Eriksen. Han bør slet ikke håndtere personalesagen, da partiet mener, at han også skal undersøges.

Læs hele historien herunder:

Fem tons foder i brand på fodercentral

En fejl i produktionsanlægget var skyld i, at et foderanlæg i morges gik i brand. 

Klokken 8.15 kom meldingen om brand i hos producenten på Mors, som laver dyrefoder, og lige siden har brandvæsnet arbejdet på stedet. 

- Der er så meget foder derinde, som vi skulle have tømt, og det er det, der tager tid. Men vi har godt samarbejde med fabrikken, som hjælper os, siger indsatsleder Kristoffer Holm, og oplyser, at foderet først bliver skyllet ud med vand, og derefter suges op af en slamsuger.

4-5 ton foder er brændt, men skaderne er isoleret til maskinen, og branden har ikke spredt sig til bygningen. 

- Der stod flammer ud fra maskinen, da vi åbner lågen – men branden er isoleret i maskinen, fortæller han. 

- Der har været en fejl på anlægget, som ikke har tilført smørremiddel til den presser, som presser foderet sammen, og det har skabt et stort varmetryk, oplyser indsatslederen.

God stime brudt: Mors-Thy taber på udebane

Igen i denne sæson er Mors-Thy med i den sjove ende af tabellen i Herre Håndbold Ligaen, men det var ikke en videre morsom kamp for holdet, da de mødte TMS Ringsted på udebane. Det endte nemlig med et nederlag på 35-29.

For selvom Mors-Thy var godt med i begyndelsen af kampen, trak sjællænderne længere og længere væk som første halvleg skred frem. Mors-Thy gik til pause med at være fire mål bagud ved stillingen 17-15.

Og det blev absolut ikke bedre i anden halvleg. På et tidspunkt var holdet bagud med hele ni mål, men de fik pyntet på resultatet, som kampen skred frem.

Før kampen havde Mors-Thy ellers været ubesejret i seks kampe, og man skulle helt tilbage til 4. september for at finde seneste nederlag i ligaen.

Med nul point med hjem fra Ringsted befinder Mors-Thy sig på sjettepladsen - med ti point efter ni kampe.

9-årige Naja kæmper mod kræft og dødsangst

For tre måneder siden blev Louise Scheel Jensens datter Naja diagnosticeret med kræft.

I flere måneder var Najas smerter i bækkenet blevet forklaret med vokseværk fra lægerne, men i sommerferiens første uge tog smerterne til.

Naja går derfor hverken i skole eller til fodbold, som hun plejer, og hele hendes behandling kommer til at vare to år.

Du kan læse hele historien herunder:

Aalborg Håndbold smed føringen og sejren til sidst

Det blev ikke den lørdag, som Aalborg Håndbold havde håbet på.

Klubben spillede mod Skjern på hjemmebanen i Gigantium, men det blev med en ærgerlig udgang for aalborgenserne.

Kampen endte 29-29, på trods af at Aalborg Håndbold med blot fire minutter tilbage havde en føring på 28-25.