Bådpladser bliver revet væk: - Det er helt ekstremt
Der er vind i sejlene ved de nordjyske sejlklubber. Flere klubber melder om enorm efterspørgsel, fordi mange holder ferie i Danmark på grund af coronakrisen.
Flemming Sørensens telefon bimler og bamler. Han er havnefoged på Gjøl Havn, og lige nu er efterspørgslen på faste pladser usædvanligt stor.
- I år er det helt ekstremt. Det er simpelthen sprunget i luften. Der er rigtig mange, der kontakter mig for at få en plads, siger Flemming Sørensen.
I hånden har han en venteliste. Lige nu er der over 20 navne skrevet på listen. Endnu flere har vist interesse, men har givet op, da de hørte om den store efterspørgsel.
- Det er positivt med en lang venteliste, men det er selvfølgelig synd for dem, der ikke kan få en plads. Det ærgrer mig, at jeg ikke kan hjælpe med det, siger havnefogeden.
- Drønsvært at finde en plads
Coronapandemien har betydet, at mange danskere har aflyst ferien sydpå og i stedet holder sommerferie hjemme.
En af dem er bilhandler Jan Nygaard fra Aabybro. I stedet for at rejse ud af landet har han købt en båd. Nu leder han efter en fast plads til den.
- Det er drønsvært, for alle vil være hjemme og holde ferie i Danmark, siger han.
Jan Nygaard har været heldig at finde en foreløbig plads til båden i Vestre Bådhavn i Aalborg.
Rift om fastliggerpladserne i Sæby
Også på Lystbådehavnen i Sæby kan man mærke den store interesse. Her er ikke en eneste ledig plads, og der er flere end 30 på venteliste.
15 af dem har fået lov til midlertidigt at ligge på gæstesejlernes pladser, da man forventer, at flere gæster fra nabolandene bliver hjemme i år.
- Vi skal tilbage til midten af nullerne for at finde et tidspunkt, hvor det så lige så voldsomt ud, siger Birger Isaksen, der er havnefoged ved Sæby Havn.
Jan Nygaard har et tip til nye bådejere som ham selv.
- Meld jer ind det sted, hvor I gerne vil være, og se, om I kan låne en fast plads midlertidigt. Så skal I bare flytte igen, når den faste sejler kommer tilbage, siger han.